Andenrangsborgere

Opdateret: aug. 6



Overalt i det nye arabisk-islamiske imperium, som strakte sig fra Mellemøsten, Nordafrika, Spanien og til Sydfrankrig, var Bogens Folk (den islamiske betegnelse for Jøder og Kristne) tolereret som andenrangsborgere næst efter muslimerne. Bogens Folk havde i muslimernes øjne tidligere modtaget guddommelige åbenbaringer og været monoteister, selv om de med tiden var afveget fra sandheden. Jøder og kristne, som i århundrede havde udgjort hovedparten af befolkningen i de erobrede områder, nød derfor en vis selvstændighed i ting, der angik praktisering af deres tro og religion, driften af deres kirker, synagoger og deres personlige status. I hvert fald i teorien.

Islamisk tolerance overfor det "beskyttede folk" (dhimmierne) er et historisk falskneri, der skjuler virkeligheden bag jihad og undertrykkelsen af jøder og kristne, fortæller Bat Ye'or. Hun er jøde og født i Egypten, men måtte forlade landet i 1957 pga. forfølgelse. I sit forfatterskab har hun først og fremmest beskæftiget sig med kristne og jøders forhold i muslimske lande. Hun mener, at fortællingen om muslimsk tolerance for deres, ikke-muslimske undersåtter, er en moderne myte uden hold i virkeligheden. Derimod er kristne og jøder i muslimske lande, gennem århundreder, været udsat for diskrimination, undertrykkelse og dehumanisering.

Under jihad, fik de besejrede jøder og kristne i Krigens Hus valget mellem tre ting: omvendelse til islam, kopskat /jizya[1], eller direkte kamp.[2] De folk, der betalte jizya, kaldtes ahl ad-dhimma - det beskyttede folk. Andre vantro afgudsdyrkere fik end ikke tilbuddet om jizya. For dem var der kun valget mellem underkastelse og kamp/død. Forudsætningen for krigsførelse var dog, at Krigens Hus først havde hørt kaldet til islam. Sura 17:15 siger: "Vi straffer ikke, før Vi har sendt en udsending ud." Det var blandt andet derfor, Osama bin Laden havde sendt en indbydelse til George Bush om at blive muslim, inden angrebet på World Trade Center fandt sted.

Islam spredes ikke ved sværdet på den måde, som de fleste i Vesten forstår det. Målet for jihad er ikke så meget at tvinge de vantro til at blive muslimer, men mere at udbrede islamisk lov over hele verden, så alle vantro bliver til andenklasses borgere, der er underlagt muslimsk overherredømme. Ikke længe efter d. 11. september 2001 skrev Osama bin Laden dette: "Tvinger islam - eller tvinger islam ikke - mennesker til ved sværdets magt, at underkaste sig dens autoritet både fysisk og spirituelt?

Jo, der er kun tre valg i islam [for en vantro]. 1) konversion, 2) betaling af jizya gennem fysisk - ikke åndelig - underkastelse til islams autoritet, 3) sværdet - for det er ikke rigtigt at lade ham leve." [3]

Man tvang ikke jøder og kristne til at konvertere ved at true med at dræbe dem, man gjorde dem i stedet til dhimmier, andenrangs borgere med meget begrænsede rettigheder. Konversion til islam var således den eneste mulighed for dem til at få et bedre liv. Hvis en vantro blev muslim, fik han omgående amnesti for alle tidligere "forbrydelser" og alle hans "synder" blev tilgivet med det samme. Ingen anden "religion" end islam har en så detaljeret lovsamling, der beskriver underkuelsen af andre religioners tilhængere.

"Dhimma" er et undertrykkende system af foragt og ulighed, et liv under apartheidlignende former, påtvunget de kristne og jøder af muslimer. Hvis man er en vantro, der ikke er blevet underlagt islamisk styre via jihad og en dhimmapagt, så kan en hvilken som helst muslim, ifølge islamisk lov, tage både ens liv og ejendom uden at blive straffet for det. Ikke-muslimer er kun beskyttet, hvis de har indgået en dhimmapagt. Jizyaskatten ansås for tilbagekøb af dhimmiens liv, som ellers tilhørte muslimerne efter erobringen. Dhimmierne levede under en slags modificeret slaveri - som i dag af muslimer, som regel, fremstilles som tolerance. Forfatteren Bat Ye’or har forsket i dhimma, og skrevet mange bøger om emnet. Hun beskriver, at ikke-muslimer lever i en tilstand af frygt og usikkerhed, og er tvunget til at acceptere en status af nedværdigelse. Århundredgamle dokumenter fra mange steder i verden, dokumentere den infamøse behandling, jøder og kristne blev udsat for af muslimerne under dhimmi-konceptet.

Der er ikke lige rettigheder for alle mennesker i et islamisk land. Ifølge sharialoven har en vantro ingen rettigheder, medmindre han underkaster sig det islamiske styre. Han har ikke engang ret til at leve, og en muslim har intet ansvar over for ham. Kilden til de kristne og jødernes rettigheder er udelukkende det islamiske styres dhimmiregler - helt i modsætning til Vesten, hvor menneskerettigheder er medfødte. Sharialoven gør stor forskel på muslimer og ikke-muslimer under islamisk styre. En ikke-muslim, der slår en muslim ihjel, bliver for eksempel henrettet for sin forbrydelse, men det modsatte er ikke tilfældet. Lige rettigheder til alle hører ikke hjemme i islam, som anser muslimer for at være bedre end vantro. En fatwa fra 1993 fra Saudi Arabien gjorde dette klart. Begrebet, lige rettigheder for alle, ville underminere hele islams shariabaserede sociale og retslige struktur, og ville udfordre islams krav om, at muslimer er de vantro overlegne i alt, som koranen påstår.

Koranen siger tydeligt om uligheden mellem vantro og troende: "Er de, der har viden, på lige fod med dem, der ingen viden har?"[4] og "Gud vil ikke lade de vantro gå forud for de troende."[5] Det er kun muslimsk liv, der er "helligt" under islam.

De lærde og de islamiske jurister argumenterede for, at dhimma var en guddommelig indstiftelse. Forholdet mellem "beskytter" og "beskyttet" er fastsat i islams teologiske tekster. Dhimmi-konceptet stammede fra Allah via Profeten selv, da han angiveligt indgik en "overenskomst" med jøderne i Khaybar-oasen ca. 140 km. nord for Medina, som han havde belejret og tvunget til overgivelse. Profeten tillod jøderne at fortsætte med at dyrke oasens jord, men kun som fæstere. Han forlangte, at de skulle aflevere halvdelen af afgrøderne, og forbeholdt sig i øvrigt retten til at drive dem væk, når han ønskede det. Til gengæld, lovede han at beskytte deres liv og sikkerhed. Lignende aftaler blev i de følgende år indgået med jøder i andre arabiske oaser, og med såvel fastboende som omvandrende kristne stammer.

Ifølge en ældre tradition, skulle Profeten under belejringen af Khaybar have fået den åbenbaring, at "Jorden tilhører Allah og hans budbringer." Senere hævdede hans anden efterfølger, Umar, at kaliffen, ligesom Muhammed selv, havde absolut ret til at ophæve kontrakten med dhimmierne, når og hvis han ønskede det.[6]

Shafi'i-juristen Al-Mawardi (d. 1058) nævner sammenhængen mellem jihad og betaling af jizya. Jizya er "fjendens betaling for en midlertidig fred". Hvis betaling udebliver, fortsætter jihad. Hvis en dhimmi ikke betalte jizya, kunne han sælges som slave eller slås ihjel. Hvis flere nægtede at betale, kunne hele det pågældende samfund fratages deres rettigheder. Nogle muslimske lærde mener endda, at hvis bare én dhimmi bryder kontrakten, så er det nok til at gøre den ugyldig for resten af hans samfund. I det øjeblik, beskyttelsespagten brydes, er jihad nemlig igen gældende og dhimmiens liv og ejendom er ikke længere beskyttet. De egyptiske muslimer, som dræber og plyndrer koptiske kristne i dag, anser disse for at have mistet retten til "beskyttelse", fordi de ikke betaler jizya.

Den tyrkiske massakre på ca. 1,5 millioner armeniere, under første verdenskrig, var et jihad-folkemord, begået mod ikke-muslimer, der ifølge tyrkerne brød den antikke dhimma, og derved gengav det muslimske samfund, dets oprindelige ret til at dræbe den underlagte minoritet, og røve deres ejendom, herunder kvinder og børn. (Dette folkemord benægtes dog den dag i dag af den tyrkiske regering.)

Sådan et "forræderi", som oprør fra dhimmiernes side plejede at blive set som, blev normalt straffet med forvisning eller udryddelse, som man blandt andet så i tilfældet med den jødiske Quraisha-stamme fra Medina. Mordet på alle mænd og drengebørn på over tolv år, passede med de historiske retningslinjer for jihad, der var sat i det 7. århundrede. Det var samme alder, der var fastsat for betaling af jizya.

Islam retfærdiggør jihad med, at alle ikke-muslimske folk er uegnede til politisk selvstændighed, da deres love er onde, og på et eller andet tidspunkt uundgåeligt vil erstattes af sharialoven under et islamisk herredømme. Islam anerkender således ikke eksistensen af legitim regeringsudøvelse uden for islams kontrol. Efter muslimsk eskatologisk opfattelse vil hele menneskeheden med tiden bekende sig til islam eller bøje sig for islamisk styre.[7]

Samme ræsonnement finder vi i den palæstinensiske Hamasdeklaration fra 1988, som bekræfter, at kun et islamisk styre kan give fred og sikkerhed til jøder og kristne. Disse argumenter er meget almindelige i al islamisk retslig og teologisk litteratur, selv i moderne tider.

Muslimer benægter til stadighed, at jøder og kristne har lidt under islamisk lov, og begrunder det med at denne lov er gudgiven og derfor perfekt. Hvad jøderne og de kristne end måtte have lidt, er dikteret af Allahs retfærdighed. Muslimske apologeter fremhæver også som regel vers 2:256:”Der er ingen tvang i religionen” - og vil meget nødig indrømme, at jizya er en straf for ikke at være muslim. De forklarer det i stedet som en skat til regeringen, som ikke-muslimer betaler, for at være fri for at deltage i militæret. De påstår at den har svaret til den muslimske almisse, zakat, som udgør 2 % af en families overskud, og at den aldrig har udgjort noget stort problem for dhimmierne.

Men det blev faktisk den hårde jizya-skat for ikke-muslimer, som på mange måder finansierede den islamiske jihad. I 643 blev Tripoli indtaget og de kristne berbere, der boede der, måtte i mange tilfælde give muslimerne deres koner og børn som slaver, fordi de ikke kunne betale den pålagte jizya. Blandt andet en række koptiske dokumenter beskriver hvordan man kunne bruge børn som betaling af skatter. Den eneste måde, mange af de besejrede kunne beholde deres familier på, var at konvertere og blive muslimer. Da skatterne på et tidspunkt steg så meget, at for mange følte sig presset til at blive muslimer, og dermed skattefri, blev det ligefrem i perioder forbudt for kristne og jøder at konvertere til Islam.

Dhimmier er på alle områder inferiøre i forhold til muslimer ifølge islamisk lov. For at kunne leve i (relativ) fred for de muslimske overherrer, måtte dhimmierne acceptere en lang række begrænsninger, både socialt, etnisk og religiøst. Disse begrænsninger var ofte lokalt bestemte - nogle steder og til nogle tider var de hårdere end andre. Dhimmier blev behandlet meget forskelligt på forskellige steder med islamisk overherredømme - alt efter hvem, der regerede. Den muslimske forfatter, M.A. Khan, fortæller, at man nogle steder ligefrem opfordrede tolderne til at spytte ind i en dhimmi's mund under betalingen af jizya. Han citerer også sufien Sheikh Ahmad Sirhindi: "Islams ære ligger i at fornærme vantroen og de vantro (kafr). Hvis man respekterer de vantro, vanærer man muslimerne. Jizya's virkelige formål er at ydmyge dem og holde dem forskrækkede og rystende."[8]

Dhimmier betalte både "kharaj" - en landbrugsskat - og jizya, og det skete som regel under en nedværdigende offentlig ceremoni, hvor dhimmi'en blev slået symbolsk på hovedet for at markere hans lave status. Dette bekræftes bl.a. af den højt anerkendte muslimske teolog, Ibn Kathir, som i sin tafsir (fortolkning) af jizya siger at de kristne og jøder, der betaler jizya, skal underkues, nedgøres og vanæres.[9]

Under abbaside-kalifferne i midten af 700-tallet blev det forbudt for dhimmierne, at bygge og renovere synagoger og kirkebygninger, og forekomsten af synlige kors blev forbudt. A.S. Trittons bog, The Caliphs and their Non-Muslim Subjects (1930), fortæller, at kalifferne endda ofte ødelagde kirker for at skaffe materialer til deres egne bygninger. Shofar-blæsning og ringen med kirkeklokker blev ligeledes forbudt og dhimmiernes begravelsespladser, som skulle mærkes tydeligt så man vidste, at her lå en dhimmi og ikke en muslim, blev anset for at være en del af helvede og blev ikke respekteret.

Kalif Al-Mutawakkil fra Bagdad, beordrede midt i det niende århundrede, alle kristne og jøder med dhimmistatus til at bære særlige klæder, for at ydmyge og diskriminere dem. Nogle steder skulle dhimmien bære en kvittering for betalt jizya rundt om halsen som et tegn på hans vanære. I nogle tilfælde, f.eks. i Jerusalem, udstedte kaliffen den bestemmelse, at jøder og kristne skulle bære tegnet for deres religion, tatoveret på deres hænder for at gøre det mere overskueligt for skatteopkræverne at finde dem.[10]

Alle jøder skulle bære et gult mærke, det samme mærke, som vi kender fra nazitiden, jødestjernen. I Marokko og Yemen, hvor der siden det 13. århundrede var store jødiske dhimmibefolkninger, måtte dhimmier endda ikke gå med sko. I Yemen var jøderne omfattet af de diskriminerende påklædningskrav indtil 1950. Da Taliban-regeringen i Afghanistan i 2010 pålagde det hinduistiske mindretal at bære en særlig klædedragt i bestemte farver, kunne bestemmelsen legitimeres ud fra dhimmi-doktrinen![11]

Den andalusiske maliki-jurist Ibn Abdun (d. 1134) gav disse retsbestemmelser angående jøder og kristne i Sevilla omkring år 1100: "Ingen jøde eller kristen har lov til at klæde sig som aristokrat, eller som jurist, eller som et velstående individ; de skal tværtimod afskys og undgås. Det er forbudt at hilse dem med udtrykket "Fred være med dig." For "Satan har fået dem i sin magt og ladet dem glemme Guds påmindelse. De er Satans tilhængere. Satans tilhængere, de er fortabte."[12] De skal pålægges at bære et særligt kendetegn, så de kan skelnes fra andre, og dette vil for dem være en form for vanære."

Dhimmier kunne ikke få offentlige embeder, da en ikke-troende aldrig måtte udvise autoritet over muslimer. De havde ikke ret til at eje land eller slaver, som konverterede til islam. Deres huse måtte ikke være større end muslimernes, og huset måtte kun males i bestemte farver. Ægteskab mellem dhimmier og muslimske kvinder blev straffet med døden, men en muslimsk mand kunne godt ægte en dhimmikvinde.

Dhimmier måtte ikke indlede en samtale med en muslim uden først at have fået lov, og de skulle udvise en generel taknemmelighed og ærbødighed over for det muslimske herrefolk. Som dhimmi måtte man ikke bære våben, ikke engang en stok, og ikke gøre skade på en muslim eller hans ejendom. De måtte end ikke forsvare sig mod muslimer, hvis de blev angrebet, kun bede om nåde, og de kunne heller ikke vidne mod muslimer i en retssag, fordi man anså ikke-troende, for at være af en diabolsk og pervers natur, og derfor upålidelige. Se f.eks. situationen med blasfemilovene i Pakistan, hvor kristne beskyldes for blasfemi og dræbes, hvis de anklager muslimer for noget. Dhimmierne måtte ikke ride på kameler eller heste, kun æsler og kun udenfor byen. Hvis en dhimmi mødte en muslim på vejen, skulle de stå af og passere til fods for at vise respekt.

Dhimmierne måtte opgive enhver form for religiøs missionsvirksomhed. Der var dødsstraf for at lokke en muslim bort fra hans tro. De måtte ikke begå blasfemi, f.eks. ved at tale nedsættende om profeten Muhammed, koranen, den muslimske tro, sharialoven - f.eks. ved at hævde at den ikke er perfekt - eller den muslimske umma.[13]

Ofte måtte dhimmierne udføre tvangsarbejde for muslimerne. Jøder og kristne blev ofte brugt til offentlige byggearbejder - bygning af cisterner, konstruktion af broer etc. - og de havde pligt til at sørge for forsyninger til muslimske soldater under jihad. Soldaterne havde ret til at overnatte i kirker og synagoger eller private hjem, og ofte blev kirker og synagoger anvendt som stalde eller lossepladser.

I Marokko var jøderne forvist til ghettoer i de større byer, kaldet mella'er (salt jord), fordi dhimmierne her blev tvunget til at nedsalte de afhuggede hoveder af henrettede oprørere, så de kunne udstilles offentligt. Denne praksis fortsatte - selv på sabbatten - helt til sidst i det 19. århundrede og blev beskrevet af professor i jødisk historie, Eliezer Bashan.

Vesten har ikke lagt meget mærke til de mange folkeslag, der har været under dhimmibyrden igennem historiens. F.eks. grækerne under det tyrkiske åg, serberne i den før-kommunistiske tid, ungarerne, bulgarerne og flere andre folkeslag fra Balkan, det armenske folkemord, og overgrebene mod de kaldæiske assyrere fra Irak, de kristne i Libanon og kopterne i Egypten.

Grækenlands frihedskrig i 1820'erne, oprøret ved Donau i 1848, kampene på Balkan i 1870'erne, var alle en påmindelse om, hvad det kostede befolkningerne at leve under islamisk herredømme. Også krigene i 1990 i Bosnien-Herzegovina og Kosovo var udløbere af denne "tolerante" islamiske dhimmistatus.[14] Serberne havde i næsten 500 år levet i en sådan dhimmistatus efter at de bukkede under for jihad (terror, massemord, deportation og slaveri). Ligesom de andre folk rundt om Middelhavet, levede de under undertrykkende islamiske love og fordomme.

De kæmpede i århundreder for at befri deres land, men deres og de andre Balkan-folks kamp mod undertrykkelse og islamisering er tabu i vor tid, ikke kun i islamiske lande, men især i Vesten. Jihad- og dhimmi-lovenes historie er i det hele taget ikke noget, der er blevet undervist i i Vesten. Mange betragter det som myter, og accepterer de muslimske påstande om, at dhimmierne blev behandlet retfærdigt og tolerant under det islamiske styre.

Bat Ye'or fortæller blandt andet i sine bøger, hvordan fortællingerne om serbernes frihedskampe blev begravet af en sådan myte, skabt i det nittende århundrede af vestlige politikere, religiøse ledere og lærde, for at promovere deres egne nationale, strategiske, økonomiske og personlige interesser. Denne myte fortæller, hvor retfærdigt tolerant det islamiske Ottoman-rige var over for sine kristne og jødiske borgere i Europa og hvordan det garanterede deres liv og ejendom.

Europæiske politikere, ønskede at bevare magtbalancen i Europa, og sætte stop for russernes fremrykning mod Middelhavet. Derfor retfærdiggjorde man det tyrkiske åg på det slaviske folk på Balkan, og fremlagde det for offentligheden som et retfærdigt styre. Det blev præsenteret som et multietnisk, multireligiøst rige. Men virkeligheden var en helt anden! Ottoman-riget var blevet skabt ved århundreders jihad mod kristne og jødiske befolkningsgrupper, som blev groft undertrykt af deres muslimske herrer og der findes mange beviser på dhimmiernes dårlige livsbetingelser overalt på Balkan.[15]

Sultanen af Ottoman-riget, blev først i 1800-tallet tvunget af Vesten til at give dhimmierne lige rettigheder med muslimerne. Muslimerne kom derfor til at se de vestlige frihedsværdier som noget, der blev dem påtvunget af kristendommen for at gøre islam svag, og var meget imod denne kristne befrielsesproces. De ønskede ikke at udvide dhimmiernes rettigheder og henviste - som de stadig gør i dag - til at de sidste femhundrede års dhimma havde været en periode af fred og religiøs harmoni for alle parter. I 1856 suspenderede Ottoman-riget i teorien dhimma-kontrakten under tvang. De europæiske magter, særligt de britiske, ville på den måde forhindre disse dhimmi-befolkninger i at søge hjælp hos russerne, for at blive befriet fra undertrykkelsen fra Ottomanerne. Det ville nemlig forrykke magtbalancen i Østeuropa til ugunst for Vesten.

Efter det tyrkiske riges kollaps efter første verdenskrig døde myten stadig ikke. Den antog i stedet en anden form: den nationale arabiske bevægelse, et arabisk samfund af nationalstater, hvori kristne og muslimer fortsat skulle leve sammen i perfekt harmoni. Igen var myten blot et produkt af europæiske politikeres ønske, om at standse de nationale befrielsesbevægelser blandt de ikke-arabiske befolkninger i Mellemøsten, bl.a. kurdere, armeniere, assyrere og jøder, som ville være til gavn for russerne, men til fare for Vesten. Helt op til 1930'erne måtte strømme af kristne derfor flygte fra folkemord og massakre i Tyrkiet, Irak og Syrien.

Indtil anden halvdel af det 20. århundrede forblev romancen om den religiøse harmoni og den jødiske og kristne ligeberettigelse, på den islamiske tolerances grund uanfægtet. I 1974 erklærede Yasser Arafat for FN's generalforsamling: "Palæstinas arabere, udbredte gennem årtusinder kultur i hele landet, og udgjorde et eksempel på praktisering af religiøs tolerance og trosfrihed, og bevarede som tro vægtere de hellige steder for alle religioner. Vort folk forfulgte denne oplyste politik lige til oprettelsen af staten Israel og deres fordrivelse."

Hamas-forfatningen udtrykker det således: "Kun i skyggen af islam kan troende af alle religioner co-eksistere i sikkerhed og finde deres liv, ejendom og deres rettigheder beskyttet. Hamas føler sig forpligtet på den islam iboende tolerance overfor andre religioner. Beskyttelse og sikkerhed kan kun findes i islams skygge, og den nyere og den ældre historie er det bedste vidne herom."

Med krisen i Jugoslavien reinkarnerede myten igen midt i Europa. FN besluttede, at det var de kristne serbere, der begik uretfærdigheder mod de muslimske bosniere og intervenerede på muslimernes side. Krigen på Balkan endte med at FN i 1992 besluttede, at anerkende en multietnisk, multireligiøs, muslimsk stat i det tidligere Jugoslavien - måske var NATO's massive bombninger af de bosniske serbere endda en form for kompensation til den muslimske verden for Golfkrigen i 1991?[16]

Sheik Yussuf Salamah fortalte i maj 1999 på en interkulturel konference i Teheran, hvordan det 7. århundredes dhimmi-system var det bedste paradigme på relationerne mellem nutidens muslimer og kristne. Sheik Muhammad Ibrahim Al-Madhi gentog de samme holdninger i en fredagsbøn 6. juni 2001, som blev transmitteret på TV fra Ijlinmoskeen i Gaza.

Dhimmi-status hører langtfra fortiden til - det eksisterer stadig den dag i dag. De sudanesiske kristne har lidt hårdt under det islamiske regime, men har dog fornyelig dannet deres eget land. De var underlagt slaveri, bortførelser, tvangskonverteringer og ødelæggelser i årtier, men blev ikke hørt. Jihad-doktrinen og dens dhimmi-mentalitet er desværre en meget integreret del af islams teologi. Så det er så som så med den højt besungne islamiske tolerance.[17]

Professor Ben Segal fra British Academy og filosoffen Jacques Ellul har begge talt om "A conspiracy of silence" (en tavshedens konspiration) begået af vestlige akademikere. Man har simpelthen tiet dhimmi-problematikkerne i Mellemøsten og Østeuropa ihjel. Hele optagetheden af "den palæstinensiske sag" har forhindret en korrekt historisk analyse af den religiøse, politiske og sociologiske virkelighed - og de mellemøstlige kristne samfund er smuldret væk under denne "conspiracy of silence".[18]

En mængde undervisere i Europa og USA bilder deres studerende ind, at jihad aldrig har haft civile ofre, og at de muslimske hære som regel blev budt velkomne med åbne arme af de fremtidige dhimmier. Esposito & Voll (1996) definerer f.eks. dhimma-begrebet som "en på ubestemt tid fornyet kontrakt, hvori det muslimske fællesskab tildeler medlemmer af andre religioner venlighed og beskyttelse, på den betingelse at de anerkender islams dominans". Denne muslimske version af historien, antages uden blusel af alt for mange europæiske akademikere! Men de er i det mindste vel rustet til en fremtid som dhimmier, da al kritik af islam er forbudt i en islamisk stat. Når kristne accepterer dhimmistatus fører det bevisligt ikke til sameksistens, men til udryddelse af kristendommen i området. Hele historien i Nordafrika og Mellemøsten er et tydeligt bevis på dette. Kristendommen visner allerede bort i Europa, fordi europæerne giver plads til islamisk praksis på flere og flere områder, f.eks. tilladelse til at udsende muezzinens kald til bøn i Oslo og anvendelsen af sharialoven til skilsmisse i Tyskland og den stiltiende accept af bigami i Spanien.[19]

Sheikh Muhammad bin Abd Al-Rahman Al-'Arifi, erklærede i 2002 i en artikel på Kalemat's website: "Vi vil kontrollere Vatikanets land; vi vil kontrollere Rom og indføre islam deri”. Ja, de kristne, som skærer kors på brystet af muslimerne, skal nok betale os jizya i ydmygelse, eller konvertere til islam.[20]

Den tidligere jordanske minister, Ali Al-Faqir, sagde på al-Aqsa TV den 2. maj 2008 tilsvarende, at muslimerne vil åbne en front i Europa, der er større end nogen anden i historien, og at islamiske tropper vil indtage både Europa og USA.[21]

Når islam er minoritet, tales der overalt om minoritets-rettigheder. Men når islam er majoritet, skal man lede længe efter dem! Også Hassam El-Masalmeh, en af Hamas' ledere, gav i slutningen af december 2005 et interview til Wall Street Journals reporter, Karby Legget, hvor han udtrykkelig gjorde klart, at Hamas har til hensigt, på et tidspunkt, at opkræve jizya-skatten for kristne og jøder i Palæstina.[22]

[1] Sura 9:29 - Muslim 19.4294 [2] Bukhari 53.386 [3] Raymond Ibrahim: The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007), p. 42 [4] Sura 39:9 [5] Sura 4:141 [6] Helle Merete Brix: 2003, I krigens hus – islams kolonisering af Vesten, Forlaget Hovedland, p. 118 [7] Helle Merete Brix: 2003, I krigens hus - islams kolonisering af Vesten, side 118, Forlaget Hovedland [8] http://www.thereligionofpeace.com/Quran/004-jizya.htm [9] www.tafsir.com [10] Kirsten Stoffregen Pedersen: 1998, De kristne i Det hellige Land, side 31-32, Unitas Forlag [11] Helle Merete Brix: 2003, I krigens hus – islams kolonisering af Vesten, side 130-132, Forlaget Hovedland [12] Sura 58:19 [13] Sura 3:106 [14] A legacy of violence", Efraim Karsh, The Jerusalem Post, March 1, 2011 [15] Bat Ye'or: http://www.dhimmi.org/LectureE1.html [16] http://www.dhimmi.org/LectureE1.html [17] http://www.dhimmi.org/LectureE4.html [18] http://www.dhimmi.org/LectureE2.html [19] The Dhimmi: Jews and Christians under Islam, Cranbury, N.J.: Associated University Presses, 1985 [20] http://archive.frontpagemag.com/readArticle.aspx?ARTID=8931 [21] http://www.youtube.com/watch?v=3D3I2f6TLYs&feature=related [22] http://www.americanthinker.com/2005/12/democrats_for_jihad_and_jizya.html

MASSOUD FOUROOZANDEH

Massoud Fouroozandeh er født i Teheran 1970 og opvokset i en rettroende muslimsk familie. Han er her i Danmark konverteret til kristendom, læst teologi på Århus universitet og ordineret præst i Den danske Folkekirke. Han er kendt for sine spændende foredrag og undervisning rundt omkring i landet om bl.a. integration, islam og især sin første bog ”Den forbudte frelse”, hvori han fortæller om sin barndom i Iran, flugten over de kurdiske bjerge til Tyrkiet og hans liv i Danmark, herunder hans omvendelse til kristendommen og hans øvrige bøger om islam og kristendom.

KONTAKT

OS

PER HOLBO

Per Holbo er født i Horsens 1973 og opvokset i en familie med Frelsens Hær som kirkeligt ståsted. Han har en bachelor i samfundsfag og historie fra Århus Universitet 2011 samt en professionsbachelor som pædagog fra VIA University College campus Horsens 2015.
Per har været soldaterhjemsleder 1998-2002 og officer (præst) i Frelsens Hær 2002-2005.
Per har fra sin tidligste ungdom haft stor interesse for filosofi, religion og apologetik og debatterer gerne med både ateister, muslimer, Jehovas Vidner og andre med et andet trosmæssigt udgangspunkt end hans eget.
Han har desuden udgivet tre børnebøger og to science-fiction-romaner samt et par novellesamlinger.
Udgivelsen af "Koranens Dilemma - sociologisk" er den første skrevet i samarbejde med anden forfatter.
Per er i dag pædagog på et bofællesskab.

© 2020 SHARIA.DK - Alle rettigheder tilhører Sharia.dk

  • Black Facebook Icon
  • Black Instagram Icon
  • Black Pinterest Icon
  • Black Twitter Icon