Modstridende befalinger i Koranen
Hvis du har læst Koranen igennem fra ende til anden – og tillykke med dén bedrift, for det er vitterlig en kamp at komme igennem Koranen – så har du formentlig bemærket, at der er flere vers, som direkte strider mod hinanden. Som vesterlændinge og som danskere kan det for os virke besynderligt og vi kan undre os over, at muslimer ikke finder det problematisk. Men der er faktisk en forklaring på, hvorfor muslimer uden videre kan acceptere disse modstridende befalinger i Koranen.
Jihad eller fredelig sameksistens
Det vender vi tilbage til om lidt. Lad først os tage et eksempel på, hvordan Allahs befalinger i Koranen strider mod hinanden:
”Bær tålmodigt hvad de siger, og skil dig fra dem på fredsommelig vis.” (Sura 73:10)
Dette vers handler om, at når Muhammed prædiker Islam, vil der være folk, som afviser hans ord og kalder hans prædiken for det pure opspind. Han befales så i dette vers tålmodigt at bære deres afvisning og skilles fra dem i ro og fred.
Men et andet sted i Koranen er tonen en ganske anden:
”Og kæmp mod dem hvor I end møder dem, og fordriv dem derfra de har fordrevet jer. For splid og underkuelse er værre end drab. Men kæmp ikke mod dem ved Den hellige Moske, medmindre de selv bekæmper jer dér. Men hvis de gør det, så slå dem ihjel. Dette er gengældelsen for fornægtere af troen.” (Sura 2:191)
Her befales Muhammed altså det stik modsatte. Nogle hævder, at den kamp, som her omtales, kun skal kæmpes, hvis muslimerne bliver angrebet, men som det ses tydeligt af teksten, er det ikke tilfældet. Muslimerne skal kæmpe mod de vantro, hvor de end møder dem. Det er altså ikke kun ved angreb. Det bekræftes yderligere ved, at muslimerne forbydes at kæmpe mod de vantro ved Den hellige Moské medmindre de vantro angriber muslimerne. Den forordning ville der jo ikke være grund til, hvis muslimerne helt generelt kun skal bekæmpe dem, der bekæmper dem.
I sura 73:10 befales Muhammed altså at lade de vantro være og forlade dem fredeligt, hvorimod sura 2:191 befaler Muhammed og muslimerne at indlede angreb på de vantro.
Abrogation – erstatning med noget, der er bedre
Hvordan får man som muslim det til at hænge sammen? Hvilke af de to befalinger gælder?
Her kommer abrogation ind i billedet. Abrogation er et princip, som angives flere steder i Koranen, men et af de mere tydelige er den her passage:
”Når Vi erstatter et vers med et andet – Allâh ved dog bedst hvad Han sender ned – så siger de: ”Du opdigter blot!” Nej, de fleste af dem har ikke viden. Sig: ”Den hellige Ånd har nedsendt den fra din Herre med sandheden for at styrke de troende, og som en retledning og et glædeligt budskab til dem der overgiver sig til Ham.”” (Sura 16:101-102)
De vantro har tydeligvis opdaget, at der er noget galt med Muhammeds lære. De har lagt mærke til, at den ene dag siger han én ting og den anden dag siger han noget helt andet. Og de når til den mest indlysende konklusion, nemlig at Muhammed finder på tingene efterhånden og at han ændrer spillereglerne for at tilpasse dem til situationen til fordel for ham selv og for muslimerne.
Løsningen i form af abrogation er, at når befalinger strider mod hinanden, så gælder det, der er senest åbenbaret.
Ibn Abbas forklarer det således:
“(Når Vi sender en åbenbaring) når Vi sender Gabriel med et abrogerende vers (som erstatning for (en anden) åbenbaring) I stedet for et andet abrogeret vers, (Allâh ved dog bedst hvad Han sender ned) og Allah kender redeligheden af hvad Han befaler sine tjenere, (siger de) de vantro i Mekka: (Du opdigter blot!) af dig selv, O Muhammed. (De fleste af dem har ikke viden) om at Allah befaler sine tjenere hvad der er godt for dem. (Sig) til dem, O Muhammed: (Helligånden) den hellige Gabriel (har åbenbaret den) dvs. Koranen (fra din Herre) O Muhammed (med sandhed) med det abrogerende og det abrogerede, (så det kan bekræfte (troen hos)) så det kan glæde og bringe ro i hjerterne af (de, som tror) på Muhammed (pbuh) og på Koranen, (som en retledning) fra fejlagtighed (og et glædeligt budskab til dem der overgiver sig til Ham (til Allah)) så de vil have Paradis.” (Ibn Abbas om Sura 16:101-102)
Ibn Abbas mener altså, som det da også synes at være tydeligt ud fra teksten i sig selv, at Allah af og til bytter sine befalinger ud med andre befalinger.
Ibn Kathir er enig i den udlægning:
”Allah fortæller os om afgudsdyrkernes svage sind og deres mangel på tro og overbevisning. Han forklarer, at det er umuligt for dem at have tro, når Han har erklæret, at de er fordømt. Da de så, at nogle bestemmelser var blevet forandret ved ophævelse, sagde de til Allahs Budbringer: ’Du er en bedrager!’ dvs en, der fortæller løgne. Men Allah er Herren, som gør, hvad Han vil og regerer, som Han vil.” (Ibn Kathir om Sura 16:101-102)
Hvem er svaret i virkeligheden henvendt til?
Derefter forklarer Ibn Kathir, at der er tale om nogle vers, der erstattes af andre og både det vers, der erstattes og det vers, der erstatter det, er kommet til Muhammed ved Helligånden.
Og så slutter Ibn Kathir sin forklaring med denne besynderlige bemærkning:
”så at de vil tro det, der tidligere er åbenbaret og det, der senere er åbenbaret og ydmyge sig selv for Allah.”
Og netop denne bemærkning kæder forståelsen af teksten sammen. De vantro påpeger det mystiske i, at Allah den ene dag siger én ting og den anden det stik modsatte. Muhammed får derfor befaling om at besvare deres kritik med, at begge de modstridende befalinger er ægte og kommet fra Allah, men at de er befalinger til forskellige tider. Det, der før var det helt rigtige at gøre (eller undlade at gøre) hørte én tid til, men da situationen har ændret sig, er det nu det stik modsatte, der er rigtigt at gøre (eller undlade.)
Men heri ligger dog en væsentlig pointe, for selv om svaret, Muhammed befales at give, er henvendt til de vantro, så er hovedpointen tilsyneladende at bekræfte troen hos muslimerne og give dem ro i hjertet.
Med andre ord er svaret, som Muhammed skal give, ikke så meget for de vantros skyld, selv om det er dem, han skal svare. Nej, hovedpointen er at give muslimerne fred i, at det, der synes som en uoverensstemmelse, i virkeligheden slet ikke er en uoverensstemmelse, men derimod resultatet af Allahs store visdom.
Abrogation – et princip til løgn
For muslimer, der kender til dette princip, kan det formentlig være en tryg havn at vende snuden mod, når de ser modstridende vers i Koranen. Er der noget i Koranen, som ikke hænger sammen, kan abrogation fungere som en slags kattelem, man som troende altid kan benytte sig af, for ikke at miste troen på Koranens mirakel. Uanset hvor ulogisk Koranen fremstår og uanset, hvor usammenhængende, den kan synes at være, kan man stort set altid feje problemerne ind under abrogationens gulvtæppe.
På det tidspunkt, hvor Muhammed frembringer Sura 16:101-102, er det allerede et problematisk argument. Det er det, fordi argumentet er ”ad hoc,” dvs. et argument, som trækkes frem, ikke på baggrund af en logisk overvejelse, men som et ”her-og-nu-svar” på en helt indlysende kritik.
Men også helt overordnet er abrogation problematisk. I sig selv er abrogation sådan set ikke et logisk problem. Der er jo et overordnet princip, hvor kronologien af de påståede åbenbaringer bestemmer, hvilket af de to modstridende befalinger, der gælder. Når abrogation så alligevel er problematisk, skyldes det den praktiske anvendelse af det kronologiske princip, for når du læser Koranen, er den netop ikke sat i kronologisk rækkefølge. Det gør, at kun den, der har en viden om den kronologiske rækkefølge, er i stand til at afgøre, hvornår og hvordan princippet gør sig gældende.
Det har kun de færreste og det benytter de såkaldte ”lærde” sig flittigt af. Når det store flertal ikke har blot en flig af viden om Koranens kronologi, kan man således bilde folk hvad som helst ind. Og det gør de gerne, de ”lærde.”
Sådan bliver du snydt!
Derfor hører man ofte Sura 73:10 og lignende befalinger fra Koranen citeret som svar på kritikken af Islams voldelige natur. ”Der kan du bare se!” siger man, ”Islam er noget af det mest fredelige på jorden.” Véd disse såkaldte ”lærde” ikke, at verset er abrogeret af bl.a. Sura 2:191? Joh, såmænd gør de det. De har brugt årevis på at studere de muslimske kilder og er ganske udmærket klar over det. Men DU ved det ikke! – og det udnytter de!