Jihad er formentlig det mest kontroversielle af alle de begreber i islamisk terminologi og den lære, som forbindes med islam. Med andre ord, jihad er en af de arabiske gloser, der er blevet almindelig kendt hos den oplyste offentlighed i Vesten. Hvor ordet i sin grundbetydning omfatter stræben og anstrengelsen for at efterleve Guds bud. I den klassiske islamiske jura (sharia), er jihad først og fremmest regler for krigsførelse mod ikke-muslimer. Fra begyndelsen af 1900-tallet, er en række nye fortolkninger af ordet blevet lanceret i den muslimske verden. Jihad begrebet, i dag, dækker et bredt forståelsesspektrum og fortolkes forskelligt af muslimer og ikke-muslimer, lige fra offensive militær til fredelige spirituelle fortolkninger.
Ordet Jihad er i stand til at vække stærke følelser, da begrebet i høj grad stadig er i live i den islamiske verden og spiller en fremtrædende politisk, kulturel og økonomisk rolle. Det arabiske ord jihad (verbalnomen af verbet jahada) betyder at stræbe, at anstrenge sig, at kæmpe. Ordet har en grundlæggende konnotation af stræben efter et prisværdigt mål. I en religiøs kontekst kan det udtrykke kamp imod ens egne ondskabsfulde tilbøjeligheder eller en anstrengelse for islams eller ummaens skyld, dvs. et forsøg på at omvende vantro, og arbejde for det islamiske samfunds forbedring.[1]
Generelt set opdeler de muslimske lærde Jihad i fem forskellige kategorier/lag, hvilket også har været årsagen til et mindre fokus, og analyse af Jihad-doktrinen i sin klassiske form. De fem slags fortolkninger af Jihad kan opdeles som følgende: Jihad al-nafs (kamp mod sit eget ego); Jihad al-Shaitan (kamp mod Satan); Jihad al-kaffar (kamp mod de utaknemmelige/vantro); Jihad al-munafiqeen (kamp mod hyklerne); Jihad al-fasiqeen (kamp mod korrupte muslimer). Men den generelle adskillelseslinje, og den mest diskuterede form for Jihad-doktrinen, iblandt muslimer og ikke-muslimske teologer, samt i resten af denne artikel, er en opdeling i to hovedkategorier: lille Jihad og stor Jihad.
Den lille Jihad er en fælles kollektiv pligt, der påhviler hele det muslimske samfund (umma), til politisk eller offensiv militær kamp for Allah’s sag, herunder hører også begrebet hellig krig. Den stor Jihad skal derimod forstås som en livsvarig kamp, den enkelte muslim har med sig selv, for at kunne efterleve Allahs lov og befalinger, og gå i Profeten fodspor. Men i modsætning til sit navn har det altid været lille Jihad, som har kunnet give mest ”gevinst” i Allahs Rige. Bukhari siger i en Hadith:” Der findes ikke en gerning, der kan sammenlignes med den lille Jihad i Allahs øjne. Selv uendelige bøn, faste og gode gerninger er mindre værd end den lille Jihad. Den offensive Jihad er mere værd end hele verden og den, der gør i Jihad krigen, kommer direkte i paradis”.[2]
Jihad er i øvrigt ikke et nyt fænomen eller udtryk, der først blev udviklet flere hundrede år senere efter islams fødsel. Forestillingerne og grundlæren om jihad går tilbage til de krige, som islams grundlægger, Muhammed ibn-Abdallah, selv udkæmpede og deres skriftlige udtryk kan ses i islams hellige bog, Koranen.[3] Det er ligefrem tydeligt, at koranen tillader/opfordrer muslimer, at bekæmpe ikke-muslimer, udelukkende som forsvar imod angreb udefra eller under alle omstændigheder, da adskillige og forskellige vers i koranen indikere og retfærdiggør direkte og indirekte disse synspunkter.
Følgende vers fortolkes som forsvar og en retfærdig krig imod aggressioner fra ikke-muslimsk side: ”Og kæmp for Allahs sag mod dem, som bekæmper jer, men vær ikke angribere, thi Allah elsker ikke angribere.” [4] eller ”Og hvis de bryder deres eder, efter at de har sluttet pagt, og begår overgreb mod jeres religion, bekæmp så vantroens ledere.” [5]
Og disse vers som erobringsstrategi: ”Men når de fredhellige måneder er forløbet, dræb da afgudsdyrkerne, hvor I fanger dem, og tag dem til fange og omring dem og lig på lur efter dem på ethvert sted der er egnet for baghold. ” [6] eller ”Kæmp mod dem fra Skriftens folk, der ikke tror på Allah, og ej heller på den yderste dag, og som ikke holder det for forbudt, som Allah og Hans Profet har forbudt, og som ikke følger sandhedens religion, indtil de betaler tribut med egen hånd og underkaster sig øvrigheden.” [7]
Den arabiske ekspansionslyst og den offensive Jihad (lille jihad) er faktisk en efterfølgelse af præislamiske stamme-forestillinger om, at krig var tilladt mellem stammerne, og da det lykkedes Profeten at samle og erstatte de tidligere arabiske klaner/stammer i én stor klan, ummaen, der kunne optræde samlet over for de omgivende kristne, jødiske, persiske, hinduistiske og buddhistiske befolkninger, udnyttede han dette vakuum til sin politiske fordel. Profeten gjorde de gamle plyndringsmetoder (razzia) til en del af sin hellige Jihad, og det var på trods af, at man – i hvert fald i begyndelsen – fortsatte på gammeldags manér at stjæle kameler, kvinder og landområde fra nabostammerne.
Jihad-doktrinen blev formuleret og gradvist udviklet færdigt. Den tog sin endelige form under en stærk påvirkning af de erobrede områder og kultur, og særligt fra det byzantinske rige, hvor ideen om religiøs krig og lignende forestillinger i høj grad var til stede i forvejen. Hovedessensen i Jihad-doktrinen er oprettelsen og eksistensen af en enkelt islamisk stat bestående af ummaen. Det er derfor ummaens ypperste pligt - uanset pris og midler - at udvikle og værne om dette statsterritorium, for at bringe så mange mennesker som muligt under Allah og Profetens beskyttelse. Det endelige mål er og bliver ved med at være at bringe hele jorden under islams herredømme og udrydde vantro.
Jihad-doktrinens overordnede mål er med andre ord følgende: Mission/ekspansion,[8] forsvar/overlevelse,[9] økonomisk gevinst,[10] mobilisering og motivering af ummaen til et fælles helligt mål. Særligt efter år 750, hvor det store muslimske sammenhold, og ummaens enhed brød sammen ved, at mange muslimske herskere begyndte at regere forskelligt over de forskellige regioner. Der opstod en indbyrdes magtkamp som bl.a. udmøntede sig i form af intern politisk konkurrence iblandt muslimske herskere. Dette resulterede i, at de begyndte at stemple hinanden kafir (vantro og utaknemmelige) og udslette modstanderen ved at udstede Jihad.
Ethvert mål må have veldefinerede midler for at realiseres, ellers vil den uddø med tiden. Det er netop derfor, at Jihad-doktrinen, på grund af sine velfungerende midler, ikke alene har overlevet flere generationer, men også har cementeret sin videreeksistens i islams teologi og praksis. Jihad-doktrinens overordnede midler er følgende: Ideen om martyriet (shuhada) og en himmelsk belønning.[11] Enhver der var villig til at tage sit islamiske ansvar alvorligt, ville også være villig til at dø for Allahs sag.[12]
En anden middel at holde liv i Jihad-doktrinen har, helt fra begyndelse, været en flittig og systematisk brug af religiøse tekster inkl. koranen og traditionerne. Derudover har udsigten til en økonomisk gevinst (al-Ghanima) i form af materiale gode, kvinder og jordandel, efter sejr i krigene, været et glimrende incitament for at holde Jihad-doktrinen i liv.
Til sidst og ikke mindst blev midlertidig fred og våbenhvile, et godt middel til at vinde tid, hver gang muslimerne var i mindretal eller i svag position, og Jihad havde brug for at holdes på standby. Et af de gode eksempler var den gang, Profeten stiftede midlertidig fred med stammerne i Mekka ved al-Hudaybiyya.[13]
[1] Rudolf Peters, 1995, Jihad side11, Forlaget Vandkunsten [2] Død ca. 870. Berømt indsamler af Hadith og redaktør af Sahih al-Bukhari, en af de seks kanoniske Hadith-samlinger [3] Sura 2:191, 2:193, 8:40, 9:5 og 9:73 er blot nogle af versene. [4] Sura 2:91 [5] Sura 9:12 [6] Sura 9:5 [7] Sura 9:29 [8] Sura 2:194, 8:40 [9] Sura 2:191, 9:12 [10] Sura 9:29 [11] Sura 3:158-159, 170-173 [12] Sura 9:41 [13] Ibn Ishaq: 2006, Muhammed liv, side 39-40, Forlaget Rafael