• Massoud Fouroozandeh

Sharia tillader vold

Opdateret: aug. 6


I moderne vestlig retspraksis skelner man mellem civil lov, strafferet og statsret, men i islam er der kun én guddommelig lov, shariaen. Denne lov er ikke begrænset til civile og kriminelle sager, men behandler og


så administrative, socio-økonomiske, nationale og internationale anliggender. Både regering, økonomi, jura, trosliv og familieliv skal indrettes efter Allahs lov. Sharia er en paraplybetegnelse for en række love og regler, der styrer både gudsdyrkelse (al-ibadat), som er retningslinjerne for f.eks. renselse, bøn, faste, almisse og pilgrimsrejse og mellemmenneskelig adfærd i det muslimske samfund (al-mu'amalat), som er retningslinjerne for islams sociale forpligtelser, herunder finansielle transaktioner, arvelove, ægteskabslove, føde, straffelove, love om krig og fred, vidnesbyrd, etc. Islam prøver at lovgive om hvert eneste aspekt af enkeltpersoners liv. Idéen bag sharia er, at mennesker aldrig skal komme i en situation, hvor de selv skal afgøre, hvad der er rigtigt og forkert. Der er altså tale om et menneskesyn, der er ekstremt ydrestyret. Sharia omhandler alt fra trossager, straffelov, social adfærd, ægteskabs-lovgivning og krigsførelse til hvilken sko, der først skal tages på og brugen af tandstikkere.



Sharialoven er altså ikke alene et juridisk system inden for eksempelvis familie- og strafferet, men også et norm- og regelsæt for, hvordan en god muslim bør leve sit liv i alle dets facetter. Sharia er det helt overordnede værdisæt, der definerer den rette muslimske levevis. Netop derfor har mange fundamentalistiske muslimer svært ved at acceptere den modstand, som de i vores del af verden ofte oplever mod sharia-begrebet. For skulle de forkaste sharia, ville det for dem være det samme som at forkaste islam.

Sharia er et lovkompleks skabt ved hjælp af koranen, hadith, fiqh, sunna og sira. Der findes mindst 13 forskellige shariasamlinger, bestående af cirka 20.000 regler baseret på cirka 600.000 hadith. Sharia betyder ordret på arabisk "den lige vej". Fiqh er den islamiske retsvidenskab, som udleder praktiske love af sharias kilder. Sunna er Muhammeds og de første fire kaliffers sædvane. Sira er fortællingerne om Muhammeds liv. Der er ikke tale om en færdigskrevet lovbog, men om en løbende opdateret samling af alle disse fortolkninger af åbenbaringerne i koranen, sunna og de lærdes udsagn og analogier fra islams begyndelse til i dag.

Disse hadith stammer fra mennesker, som aldrig har været i nærheden af profeten Muhammed, men som videregiver, hvad de har hørt, han skulle have gjort eller sagt. De blev nedskrevet i løbet af de første 200 år efter Muhammeds død efter at være blevet overleveret mundtligt. Alligevel har de fået nærmest guddommelig status i islam. Problemet med sharia er, at der ikke er noget fælles religiøst hierarki i islam, så hver af de mange retninger indenfor islam følger deres egen hadith-samling. Regler og love varierer alt efter hvilken retsskole, man følger, og det er derfor langtfra sandt, hvis muslimer påstår, at der kun findes én sharialov. Sharia tolkes og udlægges yderst forskelligt og bidrager derfor til en opsplitning af det muslimske samfund. Sharialoven defineres af den imam, der nu tilfældigvis er dommer på det sted, hvor der skal dømmes! Det er altså én persons arbitrære definition af sharia, der afgør udfaldet af de sager, der bringes for domstolen! Det er normalt, at tilhængere af én imam forbander tilhængere af andre imamer, og disse stridigheder har endda visse steder ført til mord på imamer. Der er eksempler på, at en person kan dømmes til døden efter et sæt sharialove i ét land, men kan blive frifundet for den samme gerning i et andet sharialand.

Selv om sharialoven er baseret på skrifter, der er overleveret af mennesker gennem lang tid, med deraf følgende muligheder for at begå fejl, anses den for givet af Allah og derfor uforanderlig. Befalinger fra Allah skal ikke diskuteres, blot adlydes. Allah skal ikke forstås, kun tilbedes.[1]

Det er tilmed forbudt i islamiske lande at kritisere sharialoven, da dette opfattes som kritik af Allahs befalinger. Sharialoven er den eneste perfekte livsvejledning for mennesker og må derfor nødvendigvis implementeres overalt i verden. Radikalt fundamentalistiske muslimer mener, at sharialoven skal indføres, om nødvendigt med vold, fordi den er det højeste og fornemste mål for alle verdens samfund. Ifølge islam er alle ting i universet, både naturlovene, himmelrummet og jordens levende væsener, underlagt Allahs vilje. Mennesker er derfor forpligtede til at leve efter hans love.[2]

Muhammad al-Ghazali, en højt estimeret islamisk lærd, sagde i 1992: "Enhver som går imod indførelsen af sharialoven er en frafalden, som fortjener at staten eller en troende muslim slår ham ihjel."[3]

Nato's krav om, at Taleban skal respektere den afghanske forfatning, er altså en utopi. Det kommer aldrig til at ske. Det er håbløst naivt at tro, at de ekstremistiske talebanere vil anerkende de afghanske love som værende højerestående end koranen eller shariaen.

For rettroende muslimer opleves lydigheden mod den guddommelige vejledning som en befrielse fra det tunge ansvar og al den tvivl og uro, der følger af selv at skulle afgøre, hvad der er det rette, og dermed risikere at tage fejl. "I islam er der ingen tvivl", som Tariq Ramadan skriver i sin bog "At være europæisk muslim". Men dette står i grel modsætning til Vesten, hvor vi forsøger at opdrage vores børn til frie, selvberoende individer, der kan tage ansvar for sig selv og tør løbe den risiko at tage fejl, når de træffer en beslutning. I et demokratisk samfund er der altid tvivl. "Det er menneskeligt at fejle," siger et ordsprog, og hvis man lærer af sine fejl, er det vel ikke helt spildt at begå dem! Demokratiet i Vesten hænger nemlig sammen med menneskets bevidsthedsudvikling og er en langsom og meget kompliceret proces. I islams autoritære menneskesyn er det ikke den enkeltes samvittighed, men en detaljeret guddommelig lovgivning, som er øverste myndighed.[4]

Sharia-afgørelser håndhæves i dag helt lovligt 89 steder i civilretten i England og i det meste af Europa er lignende ordninger hastigt på vej. Desværre er også mange danskere alt for nemme at narre, når det gælder indførsel af sharialoven i det danske retssystem. Sharialoven er nemlig allerede de facto indført mange steder i Danmark uden om dansk lovgivning. Imamer fra tre af de større moskéer i København har nu dannet et (sharia)råd, som kan mægle i familietvister og bevilge religiøse skilsmisser. Der er altså reelt etableret en parallel muslimsk religiøs domstol ved siden af den eksisterende retsinstans. For et par år siden stod en politiassistent fra Fyn frem og fortalte, at op mod 90 procent af anmeldelserne fra Vollsmose i Odense blev trukket tilbage, fordi imamer dømte i de lokale stridigheder.

Advokatsamfundet, som alle landets advokater er medlem af, har for eksempel ikke noget imod, at retsvæsenet tager større hensyn til borgernes kulturelt, religiøst og traditionsbestemte normer – herunder elementer fra islamisk ret, kaldet sharia. Blot skal hensynene holde sig inden for rammerne af gældende dansk ret. Det siger Søren Jenstrup, formand for Advokatsamfundet, som blandt andet har til formål at arbejde for borgernes retssikkerhed.[5]

Men sharialoven løber igen og igen ind i problemer med vestlig lov på en hel række punkter: monogami, skilsmisse, kvinderettigheder, forældreretten over børn ved skilsmisse, arv, vidnesbyrd, trosfrihed, blasfemi, etc. Og når man giver muslimer i Vesten muligheden for at implementere sharia i områder med muslimsk majoritet, så er det vigtigt at gøre sig klart, at minoriteter i disse overvejende muslimske samfund, der ikke måtte ønske den indført, alligevel kan blive tvunget til at underkaste sig den. Dommene kan ankes til engelsk ret, men mange muslimer presses af deres imam, deres familier eller det omkringliggende samfund til at vælge at bruge en shariadomstol i stedet for at gå til en vestlig sagfører. Hvis han/hun nægter, kan det medføre trusler, intimidering og isolation fra det muslimske samfund, han/hun lever i. Med indførelsen af sharia giver man nemlig magt til de undertrykkende radikale kræfter i islam, der ikke et øjeblik vil betænke sig på at undertrykke minoriteter i deres eget samfund.

Et eksempel herpå er Canadas Sharia Domstol, som fungerede fra 1991–2006, hvorefter den blev nedlagt. Muslimer kunne her selv vælge mellem almindelig canadisk ret og denne sharia-ret. Men shariadomstolen kaldte alle, som valgte den sekulære ret, for frafaldne, som dermed ifølge sharialoven måtte straffes. Det er en fuldstændig utilbørlig afpresning, som ikke bør finde sted i Vesten![6]

Dr. Mona Siddiqui er ekspert i islamisk lovgivning og leder af Center for Islamiske Studier på Glasgow Universitet i Skotland. Hun mener, barmhjertighedens og kærlighedens Gud i islam blev kvalt i dogmatik. "Meget af den lovgivning, der er uddraget af Koranen og sunna, - profeten Muhammeds praksis - passer simpelthen ikke sammen med billedet af en kærlighedens gud." Mona Siddiqui appellerer til, at muslimer igen begynder at efterspørge det guddommelige i islam.

Straffeformerne i koranen hører ikke nogen steder hjemme i dag. Pisk og stening skal ses ind i sin historiske og kulturelle sammenhæng, ikke som permanente og uforanderlige dekreter. Fokus på retten frem for barmhjertigheden har bl.a. ført til en massiv social kontrol af muslimerne - udført at muslimerne selv.

Selv om mange muslimer hævder, at politisk sharia sagtens kan fortolkes ind i en nutidig kontekst og dermed være forenelig med demokrati, så ændrer det ikke på, at den grundliggende retskilde er en 1400 år gammel åbenbaring, givet ind i ét bestemt samfund ét bestemt sted, og at den derfor ikke med rette kan gøres gældende som retsgrundlag i dag. Vi fortolker jo også bibelen ind i vor moderne kontekst, men ingen ville vel forlange, at den skulle kunne bruges som en lovbog?

Den del af sharialovgivningen, der ligger ud over den personlige gudsdyrkelse, vil uundgåeligt opløse det demokratiske fællesskab, som alene bygger på menneskefornuft, lighed for loven og folkelig kontrol. Vestens modstand mod sharia-domstole har derfor ikke noget med undertrykkelse af religion at gøre - det er et spørgsmål om at forsvare menneskerettighederne. Islamisk sharia er religion, ikke tro. Religion bliver nemlig kun til tro, hvis den indeholder et valg, og der er ingen valg i sharialoven.

Den Universelle Menneskerettighedserklæring henviser ikke til nogen religion eller til nogen gruppes forrang for andre grupper. Men Cairodeklarationen om Menneskerettigheder fra 1990 hævder, at sharialoven har forret for Den Universelle Menneskerettighedserklæring, fordi Allah har gjort umma'en til den bedste nation, hvis rolle det er at lede hele menneskeheden. Under Cairo-erklæringen vil der aldrig kunne være lighed mellem umma'en og de vantro. I hjertet af sharialoven ligger nemlig tanken om, at ikke-muslimer absolut ingen ret har til at have magt noget sted på jorden. "Reliance of the Traveler", som er det, man kommer nærmest en "retsmanual" for islamisk jurisprudens, siger at det er alle muslimers pligt at gøre alt for at fjerne dem fra denne magt.

Enhver form for indførelse af sharia i Vesten er et tilbageskridt til teokraternes niveau - med en verdensforståelse, der stadig ligger i det 7. århundrede. Et antikt teokratisk lovsystem bliver ikke bedre af at blive accepteret, men af at blive udfordret, undersøgt og kritisk debatteret. Shariaen kan ikke implementeres i alle samfundstyper, eftersom den ikke er åben for diskussion og dermed står i modsætning til alle demokratiske principper. Sharia er i bund og grund i direkte modsætning til demokratiske forfatninger, fordi Guds lov altid vil stå over menneskers lov.

Hasan Mahmoud, muslim og rådgiver for World Muslims Congress, siger om sharialoven: "Sharialoven er en trussel mod verdensfreden, fordi den drives af hadet mod andre mennesker end muslimer. Ved sin dehumanisering af ikke-muslimer blokerer den os fra at dele denne planet i glæde med vores medmennesker. Den giver os en falsk følelse af bedreværd og provokerer os til at ville regere verden, mens vores lande de seneste tusind år næsten ingen opfindelser har gjort. Mange shariatilhængere ville ikke overleve en dag uden de gaver, de får fra Vesten. Alligevel kommer de her for at nyde friheden i det liberale demokratiske system - mens de forsøger at ødelægge den samme frihed og det samme demokratiske system."[7]

Professor Bassam Tibi, som er muslim, mener heller ikke, at der er nogen plads i Europa til sharialoven, hvis der skal være religiøs tolerance. Sharia går imod Europa's sekulære identitet og mod landenes sekulære forfatninger. Et sekulært demokrati må altid være baseret på adskillelsen mellem religion og politik, mener han. Det er derfor på tide, at vi stiller krav til det muslimske samfund om at bringe islamisk jurisprudens ind i det 21. århundrede og ind i post-oplysnings-ideologien og opgiver at etablere det kvælende netværk, som sharia ofte er for muslimer. Imamerne bør udvise en fortolkningsvillighed, der bringer den på linje med de universelle menneskerettigheder.

[1] Sura 59:22-24; 62:1; 2:255 [2] Sura 30:30 [3] Bat Ye'or -http://www.dhimmi.org/LectureE2.html [4] Kirsten Sarauw, Kronik bragt i Kristeligt Dagblad 29.12.2008 [5] Christina Agger, Kristeligt Dagblad 22. april 2010 [6] Jamie Glazov, "Taking Sharia to Court", FrontPageMagazine.com - Tuesday, October 21, 2008 [7] http://frontpagemag.com/2011/09/07/a-muslim-vs-sharia/

MASSOUD FOUROOZANDEH

Massoud Fouroozandeh er født i Teheran 1970 og opvokset i en rettroende muslimsk familie. Han er her i Danmark konverteret til kristendom, læst teologi på Århus universitet og ordineret præst i Den danske Folkekirke. Han er kendt for sine spændende foredrag og undervisning rundt omkring i landet om bl.a. integration, islam og især sin første bog ”Den forbudte frelse”, hvori han fortæller om sin barndom i Iran, flugten over de kurdiske bjerge til Tyrkiet og hans liv i Danmark, herunder hans omvendelse til kristendommen og hans øvrige bøger om islam og kristendom.

KONTAKT

OS

PER HOLBO

Per Holbo er født i Horsens 1973 og opvokset i en familie med Frelsens Hær som kirkeligt ståsted. Han har en bachelor i samfundsfag og historie fra Århus Universitet 2011 samt en professionsbachelor som pædagog fra VIA University College campus Horsens 2015.
Per har været soldaterhjemsleder 1998-2002 og officer (præst) i Frelsens Hær 2002-2005.
Per har fra sin tidligste ungdom haft stor interesse for filosofi, religion og apologetik og debatterer gerne med både ateister, muslimer, Jehovas Vidner og andre med et andet trosmæssigt udgangspunkt end hans eget.
Han har desuden udgivet tre børnebøger og to science-fiction-romaner samt et par novellesamlinger.
Udgivelsen af "Koranens Dilemma - sociologisk" er den første skrevet i samarbejde med anden forfatter.
Per er i dag pædagog på et bofællesskab.

© 2020 SHARIA.DK - Alle rettigheder tilhører Sharia.dk

  • Black Facebook Icon
  • Black Instagram Icon
  • Black Pinterest Icon
  • Black Twitter Icon