Et aktuelt spørgsmål, i vores fælles verden i dag, og i det danske samfund - kan islam og demokrati forenes, eller er det bare en uendelig diskussion!?
Det er ikke en hemmelighed, at demokrati er en manglende vare i islams fundament
og samfundsforståelse. Og på trods, har- og vil der altid være små grupper, foreninger eller enkelte personer der naivt nok har illusionen om ”demokratisk” islam.
En af de fremtrædende bevægelser- salafiya-bevægelsen, som blev født i Egypten omkring 1870 med den ideologi, at den daværende praksis af islam var falsk, og man skulle derfor tilbage til profetens- og hans efterfølgers sande islam.
De mente, at den sande islam var mere fleksibel, og kunne derfor tilpasses enhver tidsalder. Spørgsmålet er derfor, om de virkelig mente dette, eller om de mente at en hver tidsalder skulle tilpasses islam?
Den ironiske sandhed er, at de forskellige fundamentalistiske bevægelser med udspring i salafiya-bevægelsen, har haft flere førende teologer, der med tiden og gang på gang, har givet til kende at islam og demokrati er uforenelige.
Faderen for den moderne fundamentalisme, teoretikeren og den ledende personlighed i Det Muslimske Broderskab, Sayid Qutb, som blev henrettet i 1965 holdt fast i, at så længe en lille gruppe mennesker lovgiver over andre mennesker, kan lighed og værdighed ikke virkeliggøres, i og med individets vilje konstant underkastes andre individers vilje og ikke Allah’s. I praksis betød dette indførelse af sharia i samfundet og derfor foragtede Qutb ideen og tanken om demokratiet, fordi det underlagde samfundet menneskeskabte love, der var et produkt af overvejelser gjort af vælgerne eller lovgivningsmagten. Allahs love kommer ikke an på flertalsafstemninger, sagde Sayid Qutb.[1]
Islams DNA er fra begyndelsen i strid med enhver samfundsform og struktur, hvor andre end Allah og Muhammed skal regere og bestemme. Ifølge Qutb, er den ægte grundtanke i islam, en udfordring til alle typer og former for systemer, der er baseret på idéen om menneskets herredømme og flertallets bestemmelse. Med andre ord ethvert system, hvor de endelige beslutninger tilskrives mennesker, og hvor kilderne til al autoritet er menneskelige og guddommeliggør mennesket ved at indsætte andre end Gud som herskere over menneskene. Som svar på denne uretmæssige guddommeliggørelse af mennesket, skal islam, ifølge Qutb: "forkynde Guds autoritet og suverænitet" og dermed "fjerne al menneskelig kongeværdighed og bekendtgøre herredømmet af universets Opretholder over hele Jorden. Med Koranens ord: ’Han er den, som er Alllah i himlen og Allah på jorden.’ (Sura 43:84) ’Dommen hører alene Allah til. Han har befalet, at I kun skal tjene Ham. Det er den rette religion.’ (Sura 12:40) [2]
Derfor kan vi tydeligt konstatere, at den sørgelige sandhed er, at islam og demokrati aldrig kan forenes, medmindre man skaber en ny ”islam-II” med et nyt fundament, nye holdninger og værdigrundlag. Det vil altså sige, at selv ikke en ”Mahmoud Luther” kan gøre den gamle teokratiske islam, med Allah i spisen, Muhammed som det eneste rigtige forbillede og Sharia-loven som samfundets bestemmende lov, til en demokratisk islam, hvor et folkestyre baseret på demokratiske spilleregler, bestemmer samfundets fremtid.
Islam og demokrati er derfor ligesom vand og olie, der umuligt kan forenes. Det er ikke mærkeligt, at flere af de stor tænkere og teologer i muslimske lande, såsom Al-Mawdudi (1903-79)- en fremtrædende indisk/pakistansk intellektuel tænker, ikke har kunnet komme længere end et ”teo-demokrati”, hvor en begrænset folkelig suverænitet fortsat skal underkastes Allahs lov.