En af de emner, der nok kan bringe sindene i kog, er spørgsmålet om mindstealder for ægteskab inden for Islam. Kritikere hævder, at Islam tillader ægteskab med piger helt ned til 9 år, mens forsvarere hævder, at det ikke har noget med Islam at gøre, men at det hænger sammen med forskellige kulturer rundt om i verden.
Vi vil her fremføre, at der ifølge de muslimske kilder ikke kan være nogen tvivl om, at Islam tillader ægteskab – og det forstået som fuldbyrdet med samleje – for præpubertære piger såvel som drenge.
I Koranen er der klare regler for, hvordan man skal forholde sig, når det gælder skilsmisse. Når en mand skiller sig fra sin kone, kan hun først gifte sig med en anden mand efter en nærmere defineret ventetid.
Denne ventetid er tre menstruationscykler og er fastsat for at give hendes mand mulighed for at fortryde. Det ser vi i Sura 2:228
Sura 2:228
”Fraskilte kvinder skal vente i tre mensesperioder angående sig selv. Og det er ikke tilladt for dem at skjule hvad Allâh har skabt i deres livmoder, hvis de tror på Allâh og Den Yderste Dag. Deres mænd har større ret til at tage dem tilbage i denne periode, hvis de ønsker forsoning. Kvinder har, i henhold til ret og norm, tilsvarende rettigheder, dog står mændene et trin over dem. Allâh er Almægtig og Vis.”
Men hvordan skal man forholde sig, hvis kvinden IKKE har menstruation? Det finder vi også i Koranen:
Sura 65:4
”Ventetiden for dem af jeres kvinder der ikke længere venter menstruation er, hvis I er i tvivl, tre måneder, og ligeledes for dem der ikke har menstruation. Men for gravide er tidsfristen deres nedkomst. Den der er bevidst om Allâh, ham vil Han gøre det let for.”
De, der ikke længere venter menstruation, altså kvinder, der er blevet for gamle til at få børn, kan naturligvis ikke vente i henhold til menstruationscyklus, der ikke forekommer. Derfor er tiden fastsat til tre måneder. Der er dog i denne passage også nævnt en anden gruppe kvinder, nemlig ”dem, der ikke har menstruation.” Hvem er så de? Det kan vi få en forklaring på i Tafseer, som er korankommentarer, hvor lærde forklarer betydningen af Koranen mere præcist.
Lad os se på, hvad de siger:
Ibn Kathir om Sura 65:4
”Allah den ophøjede præciserer venteperioden for kvinder i overgangsalderen. Og det er den, hvis menstruation er holdt op på grund af hendes højere alder. Hendes ’Iddah er tre måneder i stedet for de tre cykler for dem, der menstruerer, hvilket er baseret på Ayahen i Al-Baghara (Sura 2:228.) Det samme gælder for de unge, der ikke har nået årene for menstruation. Deres ’Iddah er tre måneder lige som dem i overgangsalderen.”
Jalalain om Sura 65:4
”Og [hvad angår] de af jeres kvinder, som ikke længere forventer at menstruere, hvis I er i tvivl om deres venteperiode, så skal deres venteperiode være tre måneder og [hvad angår] de, som endnu ikke har menstrueret på grund af deres unge alder, deres periode skal også være tre måneder…”
Ibn Abbas om Sura 65:4
”(Ventetiden for dem af jeres kvinder der ikke længere venter menstruation) på grund af høj alder) er, (hvis I er i tvivl,) om deres venteperiode (tre måneder,) hvorpå en anden mand spurgte: ”Oh Allahs Budbringer! Hvad med venteperioden for dem, der ikke har menstruation, fordi de er for unge?” (og ligeledes for dem der ikke har menstruation) på grund af deres unge alder…”
For alle disse Tafseer er der ikke efterladt plads til yderligere fortolkning. De siger samstemmende, at ”dem, der ikke har menstruation” ER præpubertære. Ibn Abbas, Ibn Kathir og Jalalain har ikke selv fundet på denne fortolkning, som fremgår tydeligt af ahadith (beretninger om Muhammed og hans samtidige følgere,) som fortæller følgende om Muhammeds ægteskab med Aishia:
Sahih al-Bukhari 5158
”Profeten skrev (ægteskabskontrakten) med Aishia, da hun var seks år gammel og fuldbyrdede sit ægteskab med hende, da hun var ni år gammel og hun blev sammen med ham i ni år (dvs.til hans død.)”
Sahih Muslim 1422 c
”'A'isha (Allah være tilfreds med hende) fortalte, at Allah’s Apostel giftede sig med hende, da hun var seks år gammel og hun blev taget til hans hus som brud, da hun var ni og hendes dukker var med hende; og da han (den Hellige Profet) døde var hun atten år gammel.”
Aishia var dog ikke et særtilfælde. Muhammed havde ifølge de muslimske kilder en særlig forkærlighed for unge piger, hvilket han beredvilligt fortalte sin omgangskreds om. Han kunne ikke forstå, hvordan andre mænd kunne afstå fra den samme fornøjelse:
Sahih al-Bukhari 5080
”Fortalt af Jabir bin `Abdullah:
Da jeg blev gift, sagde Allah’s Budbringer til mig, "Hvilken slags kvinde har du giftet dig med? " Jeg svarede, "Jeg har giftet mig med en moden kvinde' Han sagde, "Hvorfor? Har du ikke smag for jomfruer og for at befamle dem?" Jabir sagde også: Allah’s Budbringer sagde, "Hvorfor gifter du dig ikke med en ung pige, så du kan lege med hende og hun med dig?'”
I de muslimske kilder finder vi også Muhammed sammenligne sin meget unge kone, Aishia, med en lækker ret:
Sahih al-Bukhari 3411
”Allah’s Budbringer sagde, "Mange blandt mænd opnåede perfektion,men ingen blandt kvinder nåede dette niveau udover Asia, Faraoh's kone, og Maria, `Imrans datter. Og uden tvivl, ‘Aishias overlegenhed I forhold til andre kvinder er som overlegenheden af Tharid (en ret med kød og brød) i forhold til andre retter."
Denne tilgang til seksualitet og ægteskab står således lysende klar i de muslimske kilder: Muhammed har sat sit blå stempel på en praksis, hvor gamle mænd kan gifte sig med og have sex med piger, der endnu ikke er kommet i puberteten. Muhammeds eksempel står så lysende klart, at de fire koranskoler inden for Sunni-Islam formulerer sharia-lovgivning, der sætter rammer for ægteskab med præpubertære:
Reliance of The Traveller s. 533 sektion m8.2
”En værge må ikke bortgifte sin præpubertære datter til nogen for et beløb mindre end den typiske betaling som brudesum for lignende brude; ej heller bortgifte sin præpubertære søn til en kvinde, der modtager mere end det beløb, der typisk modtages. Hvis han gør ét af disse to, er det aftalte beløb ugyldigt og det typisk modtagne beløb skal betales i stedet (O: i begge disse tilfælde som en nødvendig betingelse for ægteskabskontrakten.)”
(Ahmad ibn Naqib al-Misri - Reliance of The Traveller – amana publications 2017 s. 533 sektion m8.2 – redaktionens oversættelse til dansk)
Det siger sig selv, at der ikke ville være nogen grund til at formulere sharia-lovgivning for en praksis, der IKKE er tilladt. Det ville næppe give mening. Sagen er altså klokkeklar. Vi finder det i Koranen, vi finder det i ahadith, vi finder det i Tafseer og vi finder det hos de fire koranskoler inden for Sunni-Islam, en gren af Islam, der udgør 85% af hele verdens muslimer.