Skilsmisse i Islam


Du har nok allerede hørt om den seneste afsløring af parallelsamfund og brugen af sharia i Danmark. Det er afstedkommet af Berlingske, der har fået fingrene i en skilsmissekontrakt fra Vollsmose. Den er skrevet på arabisk, men Berlingske har fået kontrakten oversat til dansk, men af hensyn til nogle af de implicerede, har avisen ikke offentliggjort den i sin helhed.


I artiklen hos Berlingske kan man dog læse følgende punkter fra skilsmissekontrakten:


Kvinden skal betale 75.000 kroner til eksmanden.

Hvis kvinden bliver gift med en anden mand, mister hun retten til parrets to børn.

Hvis kvinden flytter længere end 130 kilometer væk fra Vollsmose, mister hun retten til børnene.

Hvis kvinden opfører sig på en måde, så hendes eller familiens ære bliver krænket, mister hun retten til børnene.

Kvinden skal bekræfte, at hun vil lære børnene koranen, det arabiske sprog og at bede fem gange om dagen, ellers annulleres skilsmissen.

Hvis kvinden bliver alvorligt eller psykisk syg, mister hun retten til børnene.

Hvis kvinden bliver fysisk syg, for eksempel kørestol, mister hun retten til børnene.

Hvis kvinden slår sine børn eller ikke giver dem mad, mister hun retten til børnene.


I nærværende artikel vil vi se nærmere på nogle af punkterne fra kontrakten og dokumentere, hvordan de netop er taget fra sharia og altså ikke, som nogle måske vil hævde, skyldes kultur eller pres fra magtfulde familier.


Hvem får forældremyndigheden ved skilsmisse ifølge sharia?

Men først skal vi se på, hvad sharia generelt siger om forældremyndighed. Hvor intet andet er angivet, er citaterne taget fra Reliance of The Traveler, som er en sammenfatning af sunni-skolernes afgørelser om, hvad sharia er.


”M13.1 Den, der har størst ret til forældremyndighed over et barn, (når der strides om, hvem der skal have den,) er i prioriteret rækkefølge:

(1) Moderen;

(2) Moderens mor, moderens mors mor, og så fremdeles, sådan at den, hvis generation er tættest på barnet foretrækkes;

(3) Faderen;

(4) Faderens mor, faderens mors mor, og så fremdeles, igen sådan at den, hvis generation er tættest på barnet foretrækkes;

(5) Faderens far;

(6) Faderens fars mor, hendes mor, og så fremdeles, sådan at den, hvis generation er tættest på barnet foretrækkes;”


Og sådan fortsætter listen på den måde, at mødrene foretrækkes frem for fædrene. Det vil altså sige, at i den pågældende sag, så er det moderen, der i udgangspunktet skal have forældremyndigheden overbørnene. Men kun i udgangspunktet, for der er nogle særlige betingelser, der skal opfyldes, for at man overhovedet kan være i betragtning for at have forældremyindighed:


”M13.2 De nødvendige betingelser for en persons forældremyndighed over et barn er:

Retskaffenhed (def: 024.4) (0: en korrupt person er muligvis ikke en værge, fordi børnepasning er en autoritetsposition, og de korrupte er diskvalificerede til det.”


Hvad er retskaffenhed?

Umiddelbart kan det se ud, som om det er et princip, der ligner det, vi normalt bruger her i Danmark bruger i sager om forældremyndighed. En person, der f.eks. er kriminel, alkoholiker, stofmisbruger eller andet, som gør, at vedkommende ikke er i stand til at passe på et barn og beskytte barnet, bør naturligvis ikke have forældremyndighed, før han eller hun er kommet så meget på fode, at vi kan forvente, at barnet får en god opdragelse.


Men læg mærke til, at der i teksten henvises til en definition på, hvad retskaffenhed er. Kigger vi på denne henvisning, bliver billedet noget anderledes:


”024.4 (A: Normal retskaffenhed ('adala) for andre formål end at aflægge forklaring i retten, betyder at vedkommende undgår (1) og (2) ovenfor, mens (3) vedrører vidneforklaring i retten alene (N: dvs. retskaffenhed for vidneforklaring i retten betyder en person, der er ingen af de ovenfor nævnte.)”


De egenskaber, som man altså ikke må have, for at kunne oppebære forældremyndighed, ligger i det foregående afsnit. Her står der sådan:


”024.3 Vidneforklaring er heller ikke acceptabel fra nogen som:

(1) har begået en uhyrlighed (0: dvs. Noget, der trues alvorligt mod i en utvetydig passage fra Koranen eller eller hadith (dis: bog p) (N: Dog, hvis nogen, der begår en sådan handling efterfølgende angrer (def: p77) og menes at være oprigtig i dette, bevarer han sin juridiske retskaffenhed og hans vidneforklaring accepteres, såfremt han er langvarigt testet efter sin anger til at man kan regne med dens ægthed) ;

(2) er vedholdende i mindre synd (0: idet det så bliver en uhyrlighed i modsætning til, hvis nogen ikke er vedholdende i det. En mindre synd er én, der ikke er truet imod i en utvetydig passage);

(3) eller er uden respektabilitet (def: 024.2(f,) såsom gadefejer, bademester og lignende.

(A: En juridisk corrupt eller amoralsk person (fasiq) er en, der er skyldig i (1) eller (2) ovenfor.)”


Retskaffenhed i sharia-perspektiv er altså noget ganske andet end det, vi normalt betragter som retskaffenhed. For det første skal man altså rette sig efter Islams regler. Og her er der en opdeling i to slags synd:


Uhyrligheder, som er defineret ved, at Allah truer med bål og brand i Koranen eller at Muhammed truer med bål og brand i ahadith, når det gælder netop disse synder.

Den anden slags synd er såkaldte ”mindre synder,” såsom at misse én af de fem daglige bønner. Dog bliver disse ”mindre synder” til uhyrligheder, hvis man synder vedholdende. Det kunne f.eks. være, hvis man helt konsekvent ikke beder fem gange dagligt.


Facaden er vigtigst

Og her når vi frem en anden væsentlig detalje ved den islamiske forståelse af retskaffenhed. Den er nemlig kendetegnet ved at fokusere mere på den facade, som andre kan se og knap så meget på, om man egentlig er retskaffenhed. Det finder vi i fortsættelsen af M13.2:


”Mawardi og Ruyani fastholder, at den ydre retskaffenhed (def: m3. 3 (f) er tilstrækkelig, medmindre der er åben forseelse.”


Det vil altså sige, at retskaffenhed handler om facade. Her er der igen en henvisning til, hvad ydre retskaffenhed vil sige:


”M3.3 (f) og retskafne (def: 024.4) vidner, selv om deres retskaffenhed kun er tilsyneladende (0: siden ægteskaber finder sted mellem gennemsnitlige almindelige folk, og hvis de var ansvarlige for at kende vidners indre retskaffenhed, ville det forårsage forsinkelse og besvær. Tilsyneladende retskaffenhed betyder, at personen udadtil er kendt for at være retskaffen, selv om han er indadtil ukendt).”


Det er med andre ord ikke så vigtigt, hvordan du opfører dig inden for hjemmets fire vægge. Det vigtige er facaden udadtil. Hvis du bare formår at give indtryk af at være retskaffen, så er det altså ligemeget, om du tæver dine børn, er din kone utro (så længe, de altså ikke bliver opdaget,) drikker øl eller spiser frikadeller. Når bare folk uden for hjemmet ikke kan se det, så er der ingen problemer. Læg mærke til, at undtagelsen er, hvis forseelserne er ”åbenlyse.” Men hvordan bliver de åbenlyse, hvis det foregår i hjemmet? Ja, her kunne man jo forestille sig, at det ville blive åbenlyst, hvis konen ser det og fortæller om det…


Men nej, desværre… en kvindes vidneforklaring kan slet ikke bruges i den sammenhæng, for det kræver 2 kvinders forklaring at matche én mands forklaring. Så heller ikke her kan der gøres så meget.


Sharia i skilsmissekontrakten

Og her kommer to af punkterne fra kontrakten ind i billedet:

- Hvis hun flytter længere end 130 kilometer væk fra Vollsmose, mister hun retten til børnene.

- Hvis hun opfører sig på en måde, så hendes eller familiens ære bliver krænket, mister hun retten til børnene.


Krænkelse af egen eller familiens ære hænger nøje sammen med definitionen af retskaffenhed. For en retskaffen person er jo en, der ”udadtil er kendt for at være retskaffen.” Hvis altså kvinden krænker sin eller familiens ære, så betragtes hun udadtil som en, der ikke er retskaffen. Og så mister hun forældremyndigheden ifølge sharia.


Og hvad angår det at flytte mere end 130km væk fra Vollsmose, så vil det jo kunne få den konsekvens for manden, mandens familie og for den sags skyld også kvindens familie, at hun kommer til at bo et sted, hvor der ikke er nogen til at holde øje med, om hun stadig kan betragtes som retskaffen.


Endnu et punkt i kontrakten handler om børnenes muslimske opdragelse:

- Hun skal bekræfte, at hun vil lære børnene koranen, det arabiske sprog og at bede fem gange om dagen, ellers annulleres skilsmissen.


Det punkt finder også sin oprindelse i sharia,

M13.2:

”Hvis et barns moders korruption består i, at hun ikke udfører bønnen (salat), har hun ingen ret til forældremyndighed over barnet, som måske vokser op til at være som hende og ender i den samme dårlige tilstand af ikke at bede, for det at holde andres selskab har sine virkninger);”


Det at udføre de fem daglige bønner er altså en forudsætning for, at kvinden kan bevare forældremyndigheden over børnene.

Her kan man jo undre sig lidt over, at skilsmissen vil blive annulleret, for hvis man skal følge sharia, burde det jo egentlig bare resultere i, at hun mister børnene.


Men her er der jo den problematik for imamen, manden og mandens familie, at de bor i Danmark. Hvis de skulle sætte den konsekvens i gang, at børnene skal flytte tilbage til manden, så er det noget lettere for kvinden at modsætte sig med dansk lovgivning i ryggen. For hvis manden forsøger at få børnene hjem uden at tage kvinden med, så kan hun eller mistænksomme naboer jo ringe til politiet, som så ville kunne troppe op på mandens bopæl og få børnene tilbage. Hvis skilsmissen derimod annulleres, så vil de i stedet tvinge kvinden til at flytte tilbage til manden med børnene og skulle hun gøre modstand, så naboerne reagerer, så kan de stadig nå at få kvinden ind i mandens hjem. I det øjeblik politiet ankommer, er det nok ikke voldsomt svært i mellemtiden at have overbevist kvinden om, at det for hende og børnene vil være bedst at bilde politiet ind, at de er der af egen fri vilje.


Sharia er også ophav til klausulen om sindssyge:

M13.2 fortsat…

”(b) tilregnelighed (0: da en konstant sindssyg mor ikke har ret til forældremyndighed. Dog, hvis hendes sindssyge er ringe, såsom en enkelt dag om året, er hendes ret til forældremyndighed ikke behæftet med det);”


Pådrager kvinden sig en psykisk sygdom, kan hun altså ikke bevare forældremyndigheden.


Men hvad så med den del af kontrakten, hvor hun mister forældremyndigheden over børnene, hvis hun bliver gift med en anden mand? Ja, det ligger OGSÅ i sharia:


M13.4

”En kvinde har ingen ret til forældremyndighed (A: af hendes barn fra et tidligere ægteskab) når hun gifter sig igen (0: fordi ægteskabslivet vil optage hende med at opfylde sin mands rettigheder og forhindre hende i at passe barnet. Det gør ingen forskel i sådanne tilfælde, om den (nye) mand er enig eller ej (N: da barnets forældremyndighed i sådan en sag automatisk overgår til den næstmest kvalificerede på listen (dis: m13.I)), medmindre personen, hun gifter sig med, er en, der er berettiget til forældremyndighed over barnet (0: i modsætning til nogen, der ikke er relateret til barnet, siden sådan en person, selv om vedkommende gør det frivilligt, ikke fortjener det, fordi han mangler den ømhed for barnet, som en slægtning ville have).”


Hvis kvinden gifter sig igen, betragtes han ud fra sharia som værende uværdig til at have forældremyndigheden, da han ikke vil have den samme ømhed over for børnene - og da kvindens fornemste pligt i ægteskabet er at sørge for manden i alle henseender, har hun ikke tid til også at tage sig af de børn, som hun har fra et tidligere ægteskab.


Og så er der et element i skilsmissekontrakten, som nogle muslimer har studset over:

Hun skal betale 75.000 kroner til eksmanden. Det modsvarer medgiften ved ægteskabets indgåelse.

Nogle muslimer hævder, at det oftest vil være modsat: altså at manden giver kvinden penge i forbindelse med en skilsmisse. Det kan meget vel være rigtigt, men at kvinden betaler et beløb for at komme ud af ægteskabet er altså helt i overensstemmelse med sharia:


N5.0

”EN BETALINGSFRIGIVELSE FRA HUSTRUEN (KHUL')

(0: En betalingsfrigivelse er en separation til gengæld for vederlag givet til ægtemanden (A: hvilket er en afsluttet afbrydelse af ægteskabet til forskel fra en trefolds-skilsmisse på den måde, at de i dette tilfælde gerne må gifte sig igen, uden hun behøver gifte sig med en anden mand i mellemtiden (dis: n7.7».)”


Den sidste sætning kan lyde lidt mærkelig, men kort fortalt går det ud på, at i en almindelig skilsmisse, dvs. en skilsmisse, hvor manden tre gange har sagt ”talaq,” altså ”jeg skiller mig fra dig,” så kan de to ikke gifte sig igen, medmindre kvinden i mellemtiden bliver gift med en anden mand, fuldbyrder det ægteskab, for derefter at blive skilt fra den anden mand. Så kan de igen blive gift – når hun altså forinden har prostitueret sig et andet sted.


Det, der gør forskellen her er, at det er kvinden, der har bedt om skilsmissen. Og derfor foregår det som en handel. Et muslimsk ægteskab er dybest mandens køb af kvinden og derfor må kvinden her købe sig selv tilbage for det beløb, som manden mener, er rimeligt. Brudesummen, som han i sin tid gav kvinden som kompensation for seksuelle ydelser, er helt oplagt.


Vi ser altså, at i hvert fald de punkter i skilsmissekontrakten, som vi her i artiklen har taget fat i, stemmer overens med sharia.

MASSOUD FOUROOZANDEH

Massoud Fouroozandeh er født i Teheran 1970 og opvokset i en rettroende muslimsk familie. Han er her i Danmark konverteret til kristendom, læst teologi på Århus universitet og ordineret præst i Den danske Folkekirke. Han er kendt for sine spændende foredrag og undervisning rundt omkring i landet om bl.a. integration, islam og især sin første bog ”Den forbudte frelse”, hvori han fortæller om sin barndom i Iran, flugten over de kurdiske bjerge til Tyrkiet og hans liv i Danmark, herunder hans omvendelse til kristendommen og hans øvrige bøger om islam og kristendom.

KONTAKT

OS

PER HOLBO

Per Holbo er født i Horsens 1973 og opvokset i en familie med Frelsens Hær som kirkeligt ståsted. Han har en bachelor i samfundsfag og historie fra Århus Universitet 2011 samt en professionsbachelor som pædagog fra VIA University College campus Horsens 2015.
Per har været soldaterhjemsleder 1998-2002 og officer (præst) i Frelsens Hær 2002-2005.
Per har fra sin tidligste ungdom haft stor interesse for filosofi, religion og apologetik og debatterer gerne med både ateister, muslimer, Jehovas Vidner og andre med et andet trosmæssigt udgangspunkt end hans eget.
Han har desuden udgivet tre børnebøger og to science-fiction-romaner samt et par novellesamlinger.
Udgivelsen af "Koranens Dilemma - sociologisk" er den første skrevet i samarbejde med anden forfatter.
Per er i dag pædagog på et bofællesskab.

© 2020 SHARIA.DK - Alle rettigheder tilhører Sharia.dk

  • Black Facebook Icon
  • Black Instagram Icon
  • Black Pinterest Icon
  • Black Twitter Icon