De mystiske bogstaver...



Var Koranen oprindelig en kristen alterbog?


29 suraer i Koranen indledes med et eller flere enkeltstående bogstaver. Ingen ved præcis, hvad disse bogstaver betyder. Hvis du spørger imamen, vil han helt sikkert slå op i en gammel bog skrevet af Tabari, den persiske kronikør og Koranfortolker, som døde i år 923. Hos Tabari finder han hele 14 forskellige forklaringer. For den store Tabari ved tydeligvis heller ikke, hvad bogstaverne betyder. Han er tydeligt rådvild. Imamen kan så vælge den forklaring, som han synes bedst om – og undlade at fortælle om de 13 andre forklaringer. Her får du fire af Tabaris forklaringer:


1) Alle bøger rummer en hemmelighed, og Koranens hemmelighed er disse begyndelsesbogstaver.

2) Det drejer sig om gådefulde besværgelser på det guddommelige arabisk, som kun Allah forstår.

3) Det er begyndelsesbogstaver til Allahs 99 navne.

4) Det er tal, men kun Allah ved, hvad tallene dækker over.


Det er selvfølgelig muligt, at bogstaverne er spor af Allahs guddommelige arabiske sprog. Ingen ved jo, hvordan sproget lyder i Allahs himmelske palads. Men det må i så fald undre, at Allah låner ord fra de gamle sprog oldsyrisk og aramæisk. Er det himmelske arabisk et blandingssprog af arabisk, aramæisk og syrisk?


Inden for Koran-forskningen, som af gode grunde ikke beskæftiger sig med Allahs himmelske sprog, har man længe været klar over, at Koranens arabisk ikke er klassisk arabisk. Det er en blandingsform og rummer som sagt en masse låneord fra de to nævnte sprog, som begge er meget ældre end arabisk. Aramæisk var datidens internationale sprog sammen med græsk. Man kan måske kalde det ”datidens engelsk”. I 600-700-tallet talte de fleste arabere aramæisk. Og forskerne hælder til, at det samme må forfatterne til Koranen have gjort.


De syrisk-aramæiske låneord

Tag bare ordene ”Koran” og ”sura”. Forskeren Christoph Luxenberg forklarer: Ordet ”Koran” kender man fra den syrisk-aramæiske kirke. Qeryan/Keryan betyder her ”læsning” eller ligefrem ”lektionar” (dvs. en bog med Bibel-læsninger, som bruges i den kristne gudstjeneste). I den gamle syriske kirke kender man også ordet ”sura”. Udtrykket ”surat ktab” betyder ”nedskrivningen af Bogen” = Bibelteksten. Ordene ”Koran” og ”sura” er altså oprindeligt ikke arabiske ord, men ord, der mærkeligt nok stammer fra en syrisk-aramæisk kristen kirkesammenhæng.


Det lyder måske langt ude. Men en Koran-forsker er nødt til at se på Koranen som en hvilken som helst anden bog. Han må lede efter nærliggende menneskelige forklaringer og årsagssammenhænge. Allahs himmelske sprog er andres sag. Luxenberg forfulgte det aramaisk-kristne spor, selvom mange rystede på hovedet ad ham. Han spurgte sig selv: Hvad nu, hvis de mystiske bogstaver på en eller anden måde også kan ses i sammenhæng med den kristne gudstjeneste? Kan man gå videre af det spor? Det viste sig faktisk muligt.


Den syriske forbindelse

Fra den gamle syriske kirke har vi et skrift, som går under det latinske navn ”Det Syriske Officium”. I den kristne kirke benytter man en såkaldt alterbog, som rummer alle de tekster, som præsten læser igennem hele kirkeåret. Det Syriske Officium er en meget omfattende alterbog i 7 bind, som blev benyttet i den gamle vestsyriske ”antiokenske” kirke (dvs. kirken i den antikke by Antiokia). I denne alterbog fandt Luxenberg til sin forbløffelse noget, han kendte fra Koranen:


Enkeltstående bogstaver i begyndelsen af teksten.


Han fandt også en række små kunstfærdige skilletegn, som han også havde mødt i sine studier af gamle Koran-håndskrifter. Der var tydeligvis en sammenhæng med Koranen, men hvilken?


Luxenberg studerede Det Syriske Officium nærmere, og han lærte snart, hvordan bogstaverne blev brugt her. De syriske præster benyttede bogstaverne som henvisninger eller tegn. På aramæisk og syrisk har bogstaverne talværdi. Fuldstændig ligesom på græsk og latin.


Vi kender på dansk det, vi kalder ”romertal”. Bogstaverne I, V, X, L, C, betyder hhv. 1, 5, 10, 50, 100.


Tabari havde måske alligevel ramt noget af det rigtige – blot med den tilføjelse, at forståelsen af bogstaverne ikke var forbeholdt Allah? Kort sagt: De enkelte bogstaver foran hver sura havde måske talbetydning?

Det var nok en tanke værd.


I Det Syriske Officium henviser bogstaverne/tallene ofte til Salmernes Bog i Biblen. Når præsterne under den kristne gudstjeneste skulle læse f.eks. salme 16, så stod der kun en henvisning.

Ikke selve salmens tekst, men kun salmens nummer i Salmernes Bog. Hvis alterbogen skulle rumme alle de mange Bibeltekster, ville den blive alt for stor og tung at stå med.

Men når præsten så nummeret 16, vidste han, at han nu skulle recitere salme 16 fra Salmernes Bog. Om han så læste den fra en anden bog (f.eks. fra Peshitta, den syriske Bibeloversættelse) eller han kunne salmen udenad – det er en anden sag.


Bogstaverne kunne dog også henvise til andre ting. De havde ikke konsekvent talværdi. Nogle gange var det forkortelser for det første ord i en salme, andre gange var det forkortelser af faste vendinger, eller det betegnede de tonearten, der skulle synges i. De kunne endelig også henvise til faste omkvæd, som skulle synges flere gange.


Var Koranen så en kristen alterbog?


Luxenbergs ide var: Måske er Koranen – eller måske kun dele af den – på en eller anden måde i familie med Det Syriske Officium. Altså: Måske var dele af Koranen oprindelig en slags alterbog. Måske endda en kristen alterbog?


Luxenberg gennemgik alle de 29 suraer, der begynder med de mystiske bogstaver. Og han fandt, at de alle steder lod sig forklare ud fra hans teori om en bibelsk sammenhæng. Et par eksempler skal nævnes.


I Sura 38 henviser S f.eks. til salme 90.

I sura 50 henviser Q til Salme 100.

I sura 68 henviser N til salme 50.

I Sura 2, 3, 29, 30, 31 og 32 er bogstaverne ALM en forkortelse for det aramæiske ”emar li Rabba” = ”Den mægtige (dvs. Herren) talte til mig”, en formel, som kendes i profetbøgerne i Det Gamle Testamente.

ALR i sura 10, 11, 12, 14 og 15 er en variation af samme indledning. I sura 19 betyder bogstaverne KHY’S ifølge Luxenberg: ”Stor er den evige, den højeste, Sebaot” (På dansk: Hærskarers Herre).

Konklusion

Hvor efterlader det os – hvis Luxenbergs teori er rigtig? Den er aldrig blevet gendrevet af andre islamforskere. Den er nok blevet angrebet og kritiseret. Men ingen har kunnet vise, at den er grundlæggende fejlagtig.


Ud fra Koranens sprog giver den en forklaring, som nok er overraskende, men samtidig videnskabelig redelig og sandsynlig. Følgerne af Luxenbergs teori er imidlertid store. Her er tre spørgsmål, som melder sig med alarmerende styrke:


  1. Hvis Koranen eller dele af den har kristne rødder – hvordan hænger det så sammen med historien om, at Koranen er Allahs åbenbaring til Muhammed?

  2. Hvis Koranens ældste dele måske har kristen oprindelse – var Koranens ældste ”fædre” så også kristne?

  3. Hvis Koranen oprindelig var en kristen alterbog – hvornår blev Koranen så Islams hellige bog?

KILDER:

Christoph Luxenberg: Die syrische Liturgie und die „geheimnisvollen“ Buchstaben

Markus Gross/Karl-Heinz Ohlig: Schlaglichter

Hans Schiler Verlag, Berlin 2007

18 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle