Var den femte kalif – kristen?


Det lyder som et vanvittigt spørgsmål. Ganske vist fortæller de muslimske kilder, at Muawyia, den første af umayiade-kalifferne, jævnt hen var en dårlig muslim. Men kristen? Der er faktisk mening i galskaben. Inden for islamforskningen er det slet ikke et fremmed spørgsmål. Men for at forstå, hvordan det hænger sammen, må vi først gå en lille omvej.


En omvej til forståelse

Forestil dig, at der i din familie gik en gammel historie om din tiptiptip-oldefar. Lad os sige, historien fortæller, at han havde levet et vildt liv. Som ung var han stukket til søs, havde sejlet på de syv have, hvorefter han var gået ind i den franske fremmedlegion og havde deltaget i flere berømte slag. Forstil dig så, at du en dag finder en stak gamle breve i en glemt kuffert på loftet. Brevene viser sig at være din tiptiptip-oldefars egne breve. Du giver dig til at læse, og bliver overrasket. For i brevene fortæller han en helt anden historie. Han var aldrig ude at rejse, men drev en lille gård med køer og høns langt ude på landet. Han levede et stille liv med sin familie, og det eneste slag han deltog i, var et skænderi med naboen om en hæk. Hvad er nu sandheden? Familiens vandrehistorie? – eller den gamles egne breve? Jeg tænker, du ville vælge at tro mest på hans egne breve. Han må vel trods alt vide bedst?


To historier

Eksemplet skal vise, hvordan vi er stillet, når vi skal finde ud af, hvem Muawyia var. Der er groft sagt to kilder. Den ene fortæller, at Muawyia var Muhammeds skriver, som blev kalif efter mordet på Ali, den 4. kalif (og profetens svigersøn.) Muawyia var ikke så rettroende som sine forgængere. Han giftede sig med en kristen kvinde og indsatte kristne i betroede stillinger. Muawyia boede ikke i Mekka, men i Damaskus, som fra hans tid af blev kalifatets hovedstad.

Denne historie stammer fra muslimske kilder i 800-900-tallets Bagdad. De er altså nedskrevet længe efter Muawyias død – og langt væk fra Damaskus.

Den anden historie fortæller, at Muawyia i virkeligheden bar et aramæisk navn og hed Maauia. Maauia var kristen og så sig selv som beskytter af Johannes Døberens kirke i Damaskus – den nuværende ”Umayiade-moske”. Maauia forsøgte at samle det nye store arabiske rige om en fælles form for kristendom.


Denne historie tager udgangspunkt i de samtidige kilder, altså inskriptioner og især mønter fra Muawyias egen tid.

Hvad skal vi nu vælge at tro? Som historiker må man foretrække de ældste kilder, dvs. de kilder, som er tættest på Muawyias egen tid. Hvis de senere kilder ikke stemmer overens med de ældste kilder, må man foretrække de ældste.


Lidt om mønter

Nu kan det måske undre, at man kan få en historie ud af nogle ældgamle mønter. Men det kan man! Mønter er ikke bare betalingsmidler. De har fra den allertidligste tid fungeret som en slags reklame eller propaganda for den siddende konge eller hersker. I Rom sagde man, at kejserens magt rakte lige så langt som hans mønter. Man har fundet mange romerske mønter i Danmark, så selvom kejseren ikke havde magt i Norden, så kunne man dog se hans ”reklamer” på de romerske sølv- og guldmønter. På mønterne har konger og kejsere til alle tider fortalt om sig selv. Det gælder alle vegne, at så snart en ny hersker kom til, sørgede han som noget af det første for at slå nye mønter. For mønterne blev jo brugt overalt, i handelshusene og i knejperne, og på mønterne skulle folk derfor kunne læse noget om, hvad den nye konges politik var.


Maauias mønter.

Hvad fortæller Maauia nu om sig selv på sine mønter? Jeg har tidligere fortalt om marmortavlen i Gadara, hvor en af Maauias underordnede fyrster anbragte et kors lige foran teksten. Dette har ikke været tilfældigt. Det er det heller ikke, når Maauia anbragte kors på sine mønter. På en mønt fundet i Damaskus ser man f.eks. Maauia selv stå med et stavkors i den højre hånd, dvs. en lang stav med et kors øverst. I venstre hånd holder han noget, der kan ligne et kar i en kæde. Karret har form nærmest som en hovedskal. Kirkehistorikere er ikke i tvivl: Maauia står med et relikvie i hånden, nemlig Johannes Døbers hoved. Ifølge Det Nye Testamente (Markusevangeliet kap. 6) blev Johannes Døber halshugget af kong Herodes Antipas, og dette hoved blev siden gemt og opbevaredes ifølge traditionen i Damaskus. Det var det helligste relikvie i Johannes Døbers kirke – som senere blev lavet om til moske. Når Maauia viser sig selv stående med et stavkors og med Johannes Døbers hoved, så vil han fortælle, at han 1) er kristen og 2) at han vogter den hellige Johannes Døbers hoved. Andre mønter fra Maauias tid viser ham stående med stav i højre, rigsæble i venstre hånd og med en krone på hovedet. Øverst på såvel staven, som på rigsæblet og kronen ser man et tydeligt kors. Retfærdigvis skal det siges, at mønter fra Maauias sidste år ikke bærer kors. Billederne forsvinder helt fra de seneste mønter fra den persiske del af det arabiske rige.


Hvad skal man tro?


Var Muawyia muslim og kalif eller hed han i virkeligheden Maauia og var en arabisk kristen hersker? Man må vælge. Historikere har forsøgt at forene de sene muslimske kilder og de tidlige møntfund ved at sige, at Maauia nok bare ville være venlig over for sine kristne undersåtter. Selv om han var muslim, ville han gerne holde sig på god fod med de mange kristne i hans rige, og derfor tillod han, at der var kors på hans mønter. Denne forklaring er imidlertid helt umulig. En muslimsk hersker ville aldrig – hvor venlig og tolerant han end måtte være – tillade kristne kors på sine mønter. Dertil var mønterne alt for vigtige som propaganda-redskab. Mønterne skulle jo fortælle om den siddende herskers projekt. De skulle vise, hvem han var og hvad hans tro og ideologi gik ud på. Der er derfor rigtig god grund til at tro, at den er god nok: Muawyia, den femte kalif, var i virkeligheden kristen.


De muslimske kilder

Men hvorfor fortæller de sene muslimske kilder så, at Maauia/Muawyia var muslim? Det er et helt andet spørgsmål. Her må vi nøjes med at konstatere, at de altså ikke særlig troværdige, når det gælder Maauia.

8 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle