Hidjra - Udvandringen, som aldrig fandt sted?


Du har nok hørt det før. Sådan fortæller imamerne i moskeen hver fredag, og sådan står der i alle bøgerne, du kan låne på biblioteket:


År 622 udvandrede profeten Muhammed sammen med ca. 300 tilhængere fra Mekka til Medina. Muhammeds udvandring regnes i islam for så vigtig, at den ligefrem indleder den muslimske tidsregning (år 1).


Muhammed, der var gift med købmandsenken Kadidja, havde gjort sig upopulær med sine prædikener i Mekka. Derfor udvandrede han til nabobyen Medina, hvorfra han senere tilbageerobrede Mekka.


Der er et alvorligt problem ved denne historie. Det kan formuleres sådan:

På Muhammeds egen tid i 600-tallet var der ingen, der kendte en profet ved navn Muhammed. Ingen kendte heller til en købmandsenke Kadidja. Der var ingen, der nogensinde havde hørt om Mekka og Medina – og der var derfor heller ingen, der nogensinde havde hørt om profetens udvandring.


Det lyder sært, men det er ganske sandt. Alle historieforskere ved det. Vi har ingen historiske kilder fra 600-tallet, som kan bekræfte, hvad imamerne fortæller. Som i: overhovedet ingen!


Arbejdet med historiske kilder

Det næste bliver måske lidt støvet, men det er nødvendigt for at forstå, hvordan det kan være sådan. Man skal vide lidt om, hvordan en historiker arbejder.


Historikeren arbejder med det, han kalder ”kilder” til historien. Det kan være skriftlige kilder (gamle optegnelser, registre, skattelister, bøger, inskriptioner på mure osv.) eller det kan være materielle kilder (arkæologiske fund, mønter, brugsgenstande, gravsegl, ruiner osv.).


Hvis en historiker vil skrive om en begivenhed i fortiden, må han gennemgå de forskellige kilder, som kan fortælle ham, hvad der egentlig skete. Hvis han f.eks. vil vide, hvad der skete i Hitlers bunker i de sidste dage af 2. verdenskrig, må han – inden han læser – vurdere, hvilke kilder, der er bedst.

Og her vil han altid fortrække de ældste kilder, førstehåndskilder.

Det kan f.eks. være samtidige fotografier, breve eller vidneudsagn fra de folk, som var til stede i bunkeren.


Alt hvad der senere er skrevet, må historikeren i første omgang lægge til side. De er andenhåndskilder. Jo fjernere i tid en kilde er fra det, den fortæller om, jo mere usikker er den.

I løbet af tiden kan der have indsneget sig fejl. Med årene kan vigtige oplysninger være gået tabt, senere forfattere kan omtale eller ligefrem opdigte ting, som slet ikke skete.


Alt det betyder, at hvis vi nu skal finde ud af, hvad der skete, da Muhammed udvandrede, må vi prøve at spørge de ældste kilder, førstehåndskilderne – og lade andenhåndskilderne vente. Og det er her, forklaringen ligger gemt.


For det forholder sig sådan, at alle førstehåndskilderne er helt blanke, når det gælder Muhammed. Man kan ikke finde det allermindste spor. Muhammeds historie kender vi nemlig kun fra andenhåndskilder, som er nedskrevet ca. 200 år efter Muhammeds død.


F.eks. nævnes byen Mekka i det nuværende Saudi Arabien første gang på en mønt fra år 822 – altså næsten 200 år efter Muhammeds død. En historiker vil med andre ord være tvunget til at sige:


Jeg må undersøge de gamle kilder først og tage dem alvorligt – så kan jeg bagefter se på de nyere kilder.

En vigtig inskription i Gadara

I den historiske by Umm Qais øst for Galilæas Sø i det nuværende Jordan har arkæologerne udgravet en antik badeanstalt, som stammer helt tilbage fra romersk tid.

Dengang hed byen Gadara.


Inde i selve den store badesal fandt de en tavle, anbragt på væggen et sted, hvor alle kunne læse den.

Tavlen fortæller om en lokal ”distriktsforstander” eller guvernør, som i år 664 har ladet badet istandsætte.





Teksten på tavlen, som indledes med et kors, er skrevet på græsk, men det er et lidt underligt græsk fuldt af latinske og aramæiske låneord. På tavlen står der:


”I Maauias dage, Guds tjener, blev badets varmtvandstilførsel renset og fornyet af distriktsforstanderen Abdalla, søn af Abu Hasim, i december måned på den 5. dag, mandag i skatteopkrævningens 6. år, i byens 726. år, i det 42. år efter araberne – til helbredelse af de syge under opsyn af forvalteren Johannes fra Gadara”.

Det vigtige ved tavlen er, at vi her får hele tre måder at bestemme tiden på. Dengang havde man nemlig ikke kun én tidsregning. Hver by og hvert folk havde sin måde at bestemme tiden på.

De tre tidsregninger på tavlen er:


1) Skatteopkrævningens 6. år

2) Byens 726. år

3) Det 42. år efter araberne.


Ud fra de to første tidsregninger kan historikerne regne ud, at det drejer sig om år 664. Skatteopkrævningen er den østromerske kejsers indkrævning af skat, som skete med faste mellemrum, og ”byen” er byen Gadara.


Det hjælper os så til også at forstå den sidste tidsregning: ”det 42. år efter araberne”. Hvis vi trækker 42 fra 664 får vi 622.


Men hov, det er jo året for Muhammeds udvandring!?


Men guvernøren, som satte tavlen op, kender tilsyneladende ikke noget til Muhammed og hans udvandring. Han kalder i stedet 622 for ”året efter araberne."


Hvis han havde været muslim og kendt til islam, må man forvente, at han havde skrevet ”efter Hidjra”.


Den kristne kalif?

Hvis vi nu forlader denne førstehåndskilde og læser, hvad andenhåndskilderne, de muslimske kilder, fortæller, så opstår der problemer.


I de muslimske kilder, der ligger ca. 200 år efter, fortælles det, at de muslimske arabere beregner tiden ”efter Hidjra,” altså efter Muhammeds udvandring.

De fortæller også, at de muslimske hære i 664 forlængst havde erobret det nuværende Jordan og Gadara.

Og så fortæller de, at der var en muslimsk kalif, som hed Muawyia.


Men det passer jo slet ikke med førstehåndskilden, den gamle tavle fra samtiden. Den gamle kilde fortæller om en kristen (inskriptionen indledes med et kors) hersker Maauia og hans guvernør Abdalla.

Den fortæller om en tidsregning ”efter araberne”, ikke ”efter Hidjra."


Der er noget helt galt!


Andre datoer andre steder

Arkæologerne har gjort andre fund, som er dateret.

Fra oasen Ta’if i Saudi Arabien findes en indskrift, som fortæller om en dæmning, bygget under den samme hersker Maauia.


Og her – ikke ret langt fra Mekka – mangler dateringen ”efter Hidjra” også. Der står bare ”I år 58.”






På nogle milepæle i Syrien fra Maauia/Muawyias efterfølgers tid og på to lamper fra Gerasa (Jordan) står der også kun et årstal, f.eks. ”år 85,” ”år 105,” ”år 133.”


Helt særlig mærkeligt er det, at en datering på en tavle på ”klippemoskeen” i Jerusalem også mangler ordene ”efter Hidjra.”


Muhammeds udvandring nævnes ingen steder. Man kunne selvfølgelig påstå, at alle mennesker kendte den, så det slet ikke var nødvendigt at omtale den. Men det er rent gætværk.


En historiker må nøjes med at sige:


I 600-tallet beregnede araberne i Mellemøsten højst sandsynlig tiden efter noget, de kaldte ”arabernes år”, dvs. 622. Kilderne beretter ikke noget om profeten Muhammed og hans udvandring. De taler om noget andet.


En anden forklaring

Hvorfor kaldte araberne år 622 for ”arabernes år”? Det er der en god grund til – og det har ikke noget med Muhammed at gøre.


I begyndelsen af 600-tallet var der i Mellemøsten to supermagter: Det Østromerske Rige og Perseriget. Den arabiske befolkning i Mellemøsten måtte finde sig i at være underlagt skiftevis den ene og den anden af de to.


Det Østromerske Rige og Perserriget var i konstant strid med hinanden, og det havde længe været perserne, der så ud til at stå sig bedst.


Men i efteråret 622 foretager den østromerske kejser Heraklios et overraskelsesangreb på perserhæren i det nuværende Armenien. Perserne bliver fuldstændig besejret, og i de følgende år gjorde Heraklios arbejdet færdig, idet han til sidst erobrede og plyndrede den persiske hovedstad.


Men efter sejren trak Heraklios sig overraskende tilbage til sit eget område (det nuværende Tyrkiet). Herved opstod et magttomrum, og for første gang kunne araberne pludselig blive deres egne herrer.


Derfor kalder de år 622 for deres år, ”arabernes år”.


Konklusion

Der er ingen samtidige historiske kilder til Muhammeds udvandring. Kilderne fra Muhammeds egen tid beretter om "arabernes år" som en betydelig skelsætning, men refererer intet til Hidjra. Araberne i Syrien, Jordan og Iran talte om ”arabernes år”, som måske hentyder til arabernes selvstændighed fra datidens supermagter.


Først 200 år senere kender man pludselig til en profet, som udvandrer fra Mekka til Medina. Men den historie kendte man tilsyneladende ikke før.


Hvor kommer historien om Muhammeds udvandring fra?


Den kommer fra de persiske krønikeskrivere, som 200 år senere sad og skrev i Bagdad i det nuværende Iran, 2000 km. nordøst for Mekka.


KILDER:

Volker Popp: Maauïa der Aramäer und seine Zeitgenossen

Markus Gross og Karl-Heinz Ohlig: Vom Koran zum Islam, s. 107-176

Hans Schiler Verlag 2009


Karl-Heinz Ohlig: Zur Entstehung der Frühgeschichte des Islam (pdf)

https://storage.googleapis.com/wzukusers/user-27418862/documents/58d3a93988fd2egw02s4/Ohlig.pdf


Robert Kerr: Islam, Arabs and the Hijra

http://www.tingismagazine.com/article/islam_arabs_and_the_hijra.html

Seneste blogindlæg

Se alle