Shahada’en – den muslimske trosbekendelse.

Men er den muslimsk, egentlig?


Historikeren

Måske har du hørt troende muslimer sige, at vestlige forskere kun er ude på at genere islam og fornærme Profeten, når de – som du kan læse på denne hjemmeside – påstår alt mulig om f.eks. Koranens historie. Det er ikke sandt. Vestlige forskere er ikke ude på at genere nogen. De forsøger bare ved hjælp af deres videnskabelige metoder at kommer en historisk kendsgerning så nær som mulig. For forskerne er der ikke noget, der har helle, noget, der er hævet over undersøgelse og analyse. Hverken Biblen, Toraen eller Koranen. Forskerne insisterer på at betragte alting som ligeværdige historiske begivenheder. Islams tilblivelse betragter de derfor på lige fod med f.eks. mordet på J. F. Kennedy i 1963, månelandingen i 1969 eller angrebet på World Trade Center i New York i 2001. I historien har alting en forhistorie, alle begivenheder kan knyttes til tidligere begivenheder.

Shahada’en

Lad os nu f.eks. se på, hvad historikerne kan sige om den muslimske trosbekendelse, Shahada’en. Du har måske selv sagt shahada’en mange gang – flere gange, end du kan tælle? Den lyder som bekendt: ”Der er ingen anden gud end Gud, og Muhammed er hans profet (eller budbringer/udsending)”. Almindeligvis siger man, at islam er den religion i verden, der holder strengest på, at Gud kun er én. Shahada’en skulle altså så pege på det vigtigste og helt særlige ved islam: At Gud er én, og at Muhammed er hans udsending eller profet. Den opfattelse bliver udfordret af, hvad vi kan finde i de historiske kilder. En underlig ting ved den muslimske trosbekendelse er, at den ikke findes ordret i Koranen. Den står ikke i sin fulde længde noget sted; den er tværtimod splittet op i to – fordelt på flere forskellige steder. Den første del ”der er ingen anden gud end Gud” står f.eks. i sura 20,7; 37,35 og 47,19. Men aldrig sammen med den anden del, ”Muhammed er hans profet”. Denne sætning står andre steder, som f.eks. i sura 48,29. Shahada’en – oprindelig kristen? At bekendelsen ikke er samlet i Koranen kan måske nok virke være en ligegyldig tilfældighed. Den kristne trosbekendelse findes slet ikke i Biblen, så gør det noget? Det må du selv afgøre. Historikerne mener, at det ikke er tilfældigt. Opsplitningen i Koranen har en vigtig grund. Ifølge flere historikere har den muslimske bekendelse – som alt andet – en forhistorie. Og den forhistorie består i, at den oprindelig var to forskellige særskilte kristne trosbekendelser. Den ene var en ældgammel jødisk-kristen trosbekendelse: ”Der er ingen anden gud end Gud”. Den anden var en særlig østkirkelig kristen bekendelse - til Jesus Kristus: ”Den velsignede er Guds profet”. Det er naturligvis lidt af en påstand, og den kræver en del forklaring. Vi begynder med en lille indføring i den kristne kirkes historie. Et lynkursus i kirkehistorie I kirkehistorien skelner man mellem Vest- og Østkirken. Grænserne drages lidt forskelligt, alt efter, om man taler om ”magtområder” eller om ”lærestridigheder”. Man var i de to områder ikke uenig om, at der kun er én Gud, og at der ingen anden Gud er, end Gud. Men når det gælder Jesus, var der en grundlæggende uenighed, som havde fulgt kirken næsten fra begyndelsen: Hvordan skal vi forstå personen Jesus Kristus? År 325 e.Kr. vedtog man på et stort kirkemøde i Nikæa (syd for vore dages Istanbul) den ”nikænske trosbekendelse”. Ifølge denne bekendelse, som den dag i dag benyttes i langt de fleste kirkesamfund i verden, er Jesus ”af samme væsen” som Gud.

Dette var man ikke uden videre enig i i de kirker, som lå mod øst. Her betonede man generelt Jesu menneskelighed. Man var gået med til Nikænums formuleringer, men var generelt ret tilbageholdende med at fremhæve Jesu guddommelighed. Længst mod øst, i det nuværende østlige Irak, Turmenistan, Kasakstan og Iran indtog man et endnu mere ”konservativt” synspunkt. Her ville man kun gå med til at sige, at Jesus var ”Guds tjener”. Jesus har ikke ”del” i Gud, men er bare et menneske, som Gud har udvalgt eller adopteret til en særlig opgave. Han er dermed ganske vist noget helt særligt, men altså kun et menneske. Længst mod øst anerkendte man først nødtvungent Nikænum på et kirkemøde i 441.


Det er dette skel, denne uenighed, der ifølge historikerne glider ind og bliver til en del af muslimske trosbekendelse. Hvis vi betragter Koranen som et historisk vidne, så fortæller den om en tid, hvor flere trosbekendelser var i spil. Én Gud Lad os nu se på de to dele af Shahada’en. Vi begynder med: ”Der er ingen anden gud end Gud”. Er denne sætning eksklusivt muslimsk? Afgjort nej! I Biblen kan vi f.eks. i Esaias Bog (kap 45,5) læse den samme bekendelse næste ordret på hebraisk: ”Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig”. Disse ord stammer altså fra ca. 600 f.Kr. Ordene er hos Esaias lagt i munden på Gud, men har allerede her en slags formelagtig ordlyd. Når man betragter denne del af Shahada’en som særlig muslimsk, er det sikkert, fordi man genkender ordene fra Koranen. Men jøder og kristne har altså i århundreder bekendt: Der er kun én Gud. Der er ingen anden end han.

At Gud er én, har alle kristne kirkesamfund uden undtagelse til alle tider bekendt. Det står f.eks. betonet i førnævnte Nikænum - på latin: ”Credo in unum Deum”, ”jeg tror på én Gud”. Denne bekendelse er også et af Den Danske Folkekirkes bekendelsesskrifter. Derud over findes bekendelsen talløse steder i den kristne litteratur. Hvis jeg skal nævne et tydeligt eksempel, så findes den i de såkaldte ”Pseudoklementinske Homiler” (egl. ”de falske prædikener af Klemens”), et græsk kristent skrift fra begyndelsen af 300-tallet e.Kr. (”falsk” er det i den forstand, at det udgiver sig for at være skrevet af biskop Klemens af Rom, som levede i det 2. århundrede). I dette skrift møder vi ord til andet første halvdel af shahada’en (s. 221): ”Og Peter sagde: ”Jeg lever, siger Herren, der er ingen anden gud end mig. Jeg er den første. Jeg er hinsides disse ting, og der er ingen anden gud end mig”. S. 222: ”Gud er én og uden ham er der ingen Gud”.

Endelig skal det siges, at denne del af bekendelsen genfindes på mange mønter, som er fundet over hele Middelhavsområdet. Muhammed? Første del af Shahada’en har Koranen altså arvet fra kristendommen og jødedommen. Men hvad så med den anden halvdel? Hvordan kan historikerne påstå, at det er en kristen bekendelse, når der nu står ”Muhammed er hans udsending/profet? Historikerne svarer med to modspørgsmål. For det første: Står der virkelig ”Muhammed”? Og for det andet: Hvorfra ved vi, at der skal stå Muhammed?

Lad os begynde med det sidste spørgsmål: I samtiden (altså i 600-tallet) var Muhammed overhovedet ikke et navn. Ingen i 600-tallet hed Muhammed. Som i: Ingen overhovedet!


Fra Muhammeds egen tid har vi ingen skriftlige kilder, der omtaler nogen som helst ved det navn.


Ingen i 600-tallet hed Muhammed. Som i: Ingen overhovedet!

Dette bringer os til det andet spørgsmål: At de arabiske konsonanter MHMD skulle betyde Muhammed har vi alene fra meget sene kilder, dvs. muslimske kilder, som er 200 år yngre. Altså kilder fra en helt anden tid. Muhammed bliver først til navnet på en profet langt op i 700-tallet. Af disse to grunde mener historikerne, at vi er nødt til at læse MHMD anderledes – på den måde, det blev læst i samtiden, nemlig som en titel til Jesus.


Her er et eksempel: På en sølvmønt fra Bishapur (Persis i det sydlige Iran) fra 685 e.Kr. står der med arabiske bogstaver: MHMD RSL LLH (muhammadun rasulu llah). Dette oversætter historikerne, som man i samtiden ville læse det: ”Den velsignede/den højlovede er Guds udsending”. Altså et udsagn om Jesus – ikke om en Muhammed, som man ikke kendte. I Bishapur var man på dette tidspunkt kristne. Der var omkring 600 bispe¬døm¬mer i Iran på denne tid. De kristne i Iran hørte til Østkirken i den forstand, at de ikke anerkendte Den Nikænske Trosbekendelse. De kaldte ikke Jesus for ”Guds Søn”. De sagde: ”Jesus er Guds udsending eller budbringer”. Man har fundet andre mønter i Iran, hvorpå der på ”mellempersisk” står skrevet: ”Lovet være overbringeren af Guds ord”. Eller: ”Den velsignede er overbringeren af Guds ord”. Summa summarum: MHMD RSL LLH handler ikke om Muhammed, men om Jesus. En mellemregning om sprog Forvirrer det dig? Det kan jeg godt forstå. For vi mangler en mellemregning her: Hvordan kan der nemlig være så stor uenighed om, hvad der står? Hvordan kan man læse noget helt andet ud af sætningen: Muhammed er hans udsending? Det er der to gode grunde til.

For det første skal man huske, at arabisk, ligesom aramæisk, syrisk og hebraisk, er et semitisk konsonantsprog. Man skrev kun konsonanterne. Vokalerne underforstod man. Lad mig give et eksempel på dansk: HN FLGR HND TL KRT. Hvis vi tilsætter vokalerne, kan disse bogstaver få vidt forskellige betydninger: 1) Han følger hende til koret; 2) Hun følger hende til koret. 3) Han følger hunde til kæret. Når en arabisk-kyndig læser MHMD er han – fordi han måske er muslim og i forvejen kender Muhammed – tilbøjelig til at tro, at der er tale om profetens navn. Men en araber fra omkring år 700 ville læse MHMD på en helt anden måde, nemlig som et ord, der betyder ”den velsignede” - et udsagn om Jesus. Forskerne mener, at vi skal læse MHMD som datidens arabere gjorde, og det er derfor, de kan oversætte som de gør.

For det andet skal man vide, at arabisk ikke bare er arabisk. Det arabisk, som man talte og skrev i 685 og 694 e.Kr. ligner ikke det arabiske, der tales i Mellemøsten i dag. Arabisk har, som alle andre sprog, udviklet sig over tid. Det kan man også iagttage ved at se på sproget i Koranen, som jo ikke ligner vore dages arabiske. På den arabiske hersker al-Maliks tid omkring slutningen af 600-tallet var arabisk et ungt sprog, som i høj grad var præget af et af datidens dominerende internationale sprog, aramæisk. I en vis udstrækning skrev man aramæisk – med arabiske bogstaver. Det lyder mærkeligt, men vi kender faktisk noget lignende i dag: På Malta skriver man i dag arabisk med latinske bogstaver, og polsk er nok et slavisk sprog, men polakkerne benytter ikke det kyrilliske alfabet ligesom russerne. De bruger også det latinske alfabet. MHMD har altså ifølge forskerne oprindelig betydet ”Den velsignede”. Først senere er man begyndt at læse det som ”Muhammed”. En kristen trosbekendelse i Klippemoskeen

Jeg medgiver gerne, at det stadig kan være ret svært at følge, men lad mig så fortælle om en anden kristen bekendelse – den i Klippemoskeen i Jerusalem! Ja, du læste rigtigt. Forskerne arbejder med en teori om, at vi herinde finder – ikke en muslimsk trosbekendelse, men en kristen, nærmere betegnet: En østkirkelig trosbekendelse. Klippemoskeen menes at være opført af herskeren Abd al-Malik år 694 e.Kr. Abd al-Malik regnes i langt senere muslimske kilder for at være muslimsk kalif, men det var han næppe. Al-Malik, som stammede fra det østlige Iran, var kristen på den østkirkelige måde. Det ved vi fra flere af hans mønter, som viser flere kristne symboler, f.eks. et billede af den ”Den genkomne Kristus”.

På væggen i den centrale indre søjlehal opsatte al-Malik en frise, skrevet med arabiske konsonanter. Her får du ordlyden fra en vigtig passage. Almindeligvis oversætter man således: ”I Guds, den nådige og barmhjertiges navn. Der er ingen Gud uden Gud alene. Han har ingen ligemand. Ham tilhører herredømmet og ham tilkommer lovprisningen. Han giver liv og lader dø. Han er almægtig. Muhammed er Guds tjener og hans udsending…”

Her vil de fleste sige: Hov, det er jo shahada’ens to led, der dukker op her! Her er Muhammed jo!

Men forskerne oversætter her på samme måde som de gjorde med mønten fra Bishapur. MHMD står ikke for navnet Muhammed – det er uhistorisk at oversætte sådan. Vi skal oversætte på samme måde, som i tilfældet med den persiske mønt. Her kommer forskernes oversættelse: ”I Guds den elskende og elskedes navn. Der er ingen Gud uden Gud alene. Han har ingen ligemand. Ham tilhører herredømmet og ham tilkommer lovprisningen. Han opvækker igen til liv og lader dø. Han er almægtig. Lovet være Guds tjener og hans udsending…”.

Vi ser her, at så snart MHMD ikke læses som navnet på den muslimske profet, men som en verbalform af ordet ”velsigne” eller ”lovprise”, bliver hele sammenhængen entydigt kristen. Når Muhammed så at sige ”tages ud”, bliver den anden sætning i Shahada’en pludselig til en fuldstændig klar og entydig kristen trosbekendelse. Der er i samme nu intet særligt muslimsk over den. Der er tale om en sætning, som alle kristne, i al fald i østkirken, ville skrive under på: ”Den velsignede er Jesus” eller som her: ”Lovet være Guds tjener”. Akkurat de ord, som de brugte, da Jesus ifølge Mattæusevangeliet red ind i Jerusalem: ”Velsignet være han, som kommer i Herrens navn”. Ord, som lyder den dag i dag i Den Danske Folkekirkes gudstjeneste ved nadveren.

Trosbekendelsen i Klippemoskeen er østkirkelig kristen, ligesom på førnævnte mønt. Den retter sig imod Jesus som ”Guds tjener”. Frisen i Klippemoskeen siger endvidere, at Gud ikke har nogen ”ligemand” (egl. ”sharik” parthaver, delagtig). Menneskeligt og guddommeligt er ikke blandet .

Måske er du stadig skeptisk? Det er helt i orden. Men se nu hvad der på frisen følger umiddelbart efter. Lige efter den sidste sætning ”Lovet være Guds tjener og hans udsending” kommer den næste, forklarende sætning, som handler om - ”Jesus Kristus, Marias søn”: ”I Skriftens folk: tag ikke fejl i jeres dom og sig kun det rette om Gud: For Jesus Kristus, Marias søn er Guds udsendte..”.

Bogstaverne MHMD, sætningen fra Shahada’en optræder altså i det, man godt kan kalde en eksklusiv kristen sammenhæng. Læst som (”moderne”) arabisk tekst og med Muhammeds navn, er teksten underlig og svær at få mening i. Hvorfor skal vi pludselig høre, at Muhammed er Guds tjener, når det straks efter slås fast, at det er Jesus, der er det. Teksten bliver pludselig klar og logisk.

Nu vil du måske spørge: Hvordan går det nu til, at en muslimsk moske rummer en kristen trosbekendelse? Svaret er ifølge forskernes udlægning: Klippemoskeen var oprindelig ikke bygget som moske. Den var en kristen kirke. Forskerne har også et gæt på – og det er naturligvis et gæt – hvorfor al-Malik opsætte sin østkirkelige trosbekendelse netop her i sin ”Klippekirke” på Sionbjerget i Jerusalem. Al-Malik var som nævnt selv i en eller anden forstand kristen. Al-Malik var i opposition til sin farligste modstander, den byzantinske kejser i Konstantinopel. Kejseren i Konstantinopel regnede sin hovedkirke Hagia Sophia for hele den kristne verdens centrum og hovedhelligdom for Jesus Kristus, Guds Søn. Al-Malik skabte med sin bygning en modkirke med et ”modbudskab”: Jesus var ikke Guds Søn, men kun Guds tjener, Guds udvalgte. Og Al-Maliks trumf var, at hans kirke ligger direkte oven på Sionklippen (Der er intet gulv i bygningens inderste. Den nøgne klippe ligger blottet). Sion var for mange kristne – især i øst, det helligste af det helligste. Jerusalem med Sionklippen var verdens midte. Det var – ifølge østkirkelige traditioner - på Sion, at Adam gav dyrene navne. I en hule under Sion ligger Adam begravet. Det var også på Sion, at Abraham skulle ofre Isak. Det var på Sion, at Jesus blev korsfæstet, ligesom det er her, Jesus skal sætte sin fod, når han kommer igen ved verdens ende. En mønt fra 716 e.Kr. Det ældste vidnesbyrd om shahada’en to led samlet på samme sted er en guldmønt, dateret år 97 (= år 716 e.Kr.) og præget i den gamle romerske provins Africa. Vi ved ikke, hvilken hersker, der lod den slå. På møntens forside (avers) står – på (transkriberet) arabisk: la ilaha illa llah (der er ingen anden gud end Gud). På møntens bagside (revers) står den samme tekst på latin, men forkortet: IN N(omine) D(omi)NI N(on est) D(eu)S N(i)SSI. Altså: I Herrens navn, der er ingen gud uden Gud. I et særligt felt på forsiden står der med arabisk skrift: ”muhammadun rasulu llah”. Endnu en kristen mønt altså, men ifølge forskerne sker der noget op imod midten af 700-tallet. MHMD ”muterer” og bliver til Muhammed. Koranen og Muhammed Når shahada’en kun findes opdelt i to i Koranen, er det altså ifølge forskerne et vidnesbyrd om denne tidlige forhistorie til islam: At Islam tager afsæt i eller er vokset direkte ud af en intern kristen strid. Hvis det er rigtigt, har det, som du nok kan fornemme, nogle meget dramatiske konsekvenser: For det første må Koranen så sandsynligvis være ældre end Muhammed. Og for det andet giver det grund til at overveje, om Muhammed så overhovedet er en historisk person. Hvis hans navn er en senere indlæsning – hvem var han så? Litteratur: Volker Popp: Theologische Umbrüche im Islam i: Markus Gross/Karl-Heinz Ohlig: Entstehung einer Weltreligion I, s. 49-110 Christoph Luxenberg: Neudeutung der arabischen Inschrift im Felsendom zu Jerusalem i: Karl-Heinz Ohlig/Gerd-R Puin: Die dunkle Anfänge s. 124-147

0 visninger0 kommentarer