• Massoud Fouroozandeh

Islam og samfundsøkonomi

Opdateret: 12. nov. 2020



I muslimske samfund har det religiøse, det politiske og det økonomiske stort set altid været integreret i en enhed. Islam har helt fra starten, efter Muhammeds flygt til Medina, markeret sig som et politisk fællesskab, som levede op til de islamiske etisk-religiøse normer. Muslimer, ser stadig i dag Muhammeds lederskab, som en perfekt model for ledelsen af den islamiske stat, fordi Muhammed var både den religiøse og politiske leder, en hærchef, statsøkonom og dommer på en gang. Efter hans død i 632 AD bevarede muslimerne denne samfundsstruktur med koranen og sunna som samfundsideologisk basis og struktur, som stadig er grundstenen i ethvert muslimsk samfund, der udråber sig islamisk.

Islam handler mere politik, økonomi og lovgivning end om spirituel religion. Disse verdslige områder skal i den ideelle islamiske stat, altid stemme overens med islams religiøse principper i overensstemmelse med sharialoven.

Ifølge islams teologi er Allah den virkelige ejer af hele verden, og han fordeler den som han vil. Mennesket er kun hans slave og mennesket har ingen krav på noget fra Allah. Allah har heller ikke givet mennesket de samme livsmuligheder, hverken fysisk, mentalt, socialt eller økonomisk. Koranen siger: ”Han er den, der har indsat jer som efterfølgere på jorden, og hævet nogle af jer over andre i rang, for at prøve jer gennem det som Han har givet jer.”[1] Menneskers adfærd og livsform varierer meget, men alle skal under sharialoven have mulighed for at udvikle de potentialer, Allah har givet ham/hende. Det er ikke statens job, at regulere den naturlige og gudgivne ulighed mellem mennesker, i et forsøg på at påtvinge samfundet en økonomisk lighed.

En sådan lighed vil altid være unaturlig, mener islamiske lærde. Udgangspunktet må altid være de omstændigheder, hvorunder Allah har skabt det enkelte menneske. På den baggrund har enhver lov og pligt, til at øge sin rigdom og erhverve sig materielle goder, blot det sker med legale midler. Der sættes ingen grænser for, hvor stor ens rigdom må være. Den private ejendomsret, og borgernes økonomiske rettigheder bevogtes af staten med en skrap straffelovgivning, og med en opfordring til at frygte Allahs dom på opstandelsesdagen.

Ifølge islam, har staten pligt til at forsørge de arbejdsløse, og dem som hverken har formue eller forsørger, og hjælpe dem til at blive selvforsørgende. Blandt andet bruges den obligatoriske almisse, zakat. I koranen er det desuden fortjenstfuldt at eftergive skyldneren hans/hendes gæld.[2] Men udnyttelse af andre muslimers forbigående nød er imod islam, som anser det for umoralsk.[3]

Ærlig fortjeneste ved handel er tilladt og anerkendt af Allah,[4] men alle former for snyd er strengt forbudt og vil fratage snyderen Allahs velsignelser.[5]

Islam respekterer alt slags arbejde, så længe det ikke går imod koranen eller sunna, og islam pålægger enhver arbejdsdygtig mand, at forsørge sig selv og sin familie.[6] Han skal gøre sit arbejde godt og effektivt, og arbejdsgiveren skal til gengæld betale ham retfærdigt og rimeligt.

At købe på kredit og tage rente er strengt forbudt i islam, også i forbindelse med statslån og lignende,[7] hvilket må være yderst problematisk, hvis man ønsker at leve i et moderne og demokratisk samfund. Muhammed forbander ligefrem alle, der tager eller betaler renter, og dem der lader andre gøre det uhindret.[8] Derfor betragtes, det at tage renter i islam som udnyttelse af andre, ofte dårligere stillede muslimer. Hvis man ikke kan undgå at få renter på sin konto, så bør renteudbyttet gives frivilligt som islamisk almisse. Disse økonomiske regler indenfor islam hænger sammen med illusionen om, at muslimer ikke må have gæld. Det er en stor synd at dø, mens man har gæld, hvis man ikke efterlader sig noget til at betale den med, fx nægtede Muhammed at bede begravelsesbønnen over en mand, der skyldte penge væk.[9]

[1] Sura 6:165; se også 7:128; 57:5-10 [2] Sura 2:278-280; Bukhari 3.34.292 [3] Sura 2:274-276 [4] Sura 55:7-9; 83:1-6; Bukhari 3.34.411/290 [5] Sura 4:135; Bukhari 3.34.327 [6] Sura 2:233 [7] Sura 2:275-279 og Bukhari 3.34.440 [8] Abu Dawud 16.3327 [9] Abu Dawud 16.3336/3337

18 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle