Islams teologi er tilsyneladende meget mere enkel end kristendommens, da Koranen, som sædvanlig, giver præcise vejledninger om, hvad mennesket skal tro på? Enhver from og rettroende muslim skal tro på følgende: Allah; Englene; De sidste dage; Prædestination; Skriften og de profeter, der er nævnt i Koranen.[1]
Ifølge islams teologi er troen udelukkende en total underkastelse under Allahs vilje og Profetens befalinger = at være muslim. Når vi studerer islams teologi og praksis risikerer vi ofte at anvende begreberne religion (din) og tro (iman) synonymt. I islams teologi omfatter religionsbegrebet til dels andre fænomener end vor forståelse her i vesten, hvor det vesterlandske religiøse miljø samt kristendommens udtryksformer uden tvivl har sat deres præg på diskussionen/analysen.
Den kristne teologi og forståelse af religionsbegrebet spiller f.eks. en stor rolle, når vi her i vesten taler om ”religionsfrihed” og religionspraksis, hvorimod religion (din) i islams kontekst er troens absolutte praksis og den omfatter generelt tre delaspekter: Troen (iman), Gudstjenesten (ibadat) og Transaktionerne (muamalat). Lad os se nærmere på netop disse tre vigtige aspekter:
Troen (iman) i islam er mest den intellektuelle religiøsitet og lære, der er formuleret og cementeret af Profeten selv og den omfatter to hoveddogmer. Denne ene er læren om Allahs enhed (vaahid) og den anden er Allahs endelige åbenbaring gennem hans sidste Profet, Muhammed ibn Abdallah (rasul). Troen i islam må ikke blot være et lille, dæmpet hjørne af ens liv. Troen trænger nemlig dybt ind i alle sider af ens tilværelse og muslimerne skal hele tiden være bevist om dette.[2]
Med hensyn til gudstjenesten og ritualerne har hvert af de forskellige lande og regioner i den muslimske verden deres egne versioner, ritualer og ceremonier. Men de obligatoriske gudstjenester (ibadat) er et fælles kendetegn i islam. Ibadat er de religiøse pligter, som mennesket skal gøre i sin egenskab af abd = ”tjener”, i underkastelse og lydighed over for sin skaber, Allah. Koranen siger, at Allah har skabt djinner/engle og mennesker, for at de skal tjene ham.[3] Den bedste måde, mennesket kan tjene sin skaber, er at overholde et vigtigt rituelt regelsæt, de såkaldte ”Fem Søjler” (Arkan ud-Din), som tilsammen er det mest synlige udtryk for muslimens tro. Disse rituelle pligter er: Trosbekendelsen (shahada); Tidebønnerne (salat); Den religiøse skat/almisse (zakat); Fasten i Ramadanmåneden (shawm) og Valfarten til Mekka/Kabaen (hadj). Der er lidt usikkerhed om, hvorvidt jihad egentlig hører til islams Fem Søjler eller ej? Mange muslimske lærde, samt store dele af rettroende muslimer over hele jorden, anser den alligevel for en slags ”sjette” søjle i islams teologi, da Allah selv i koranen har anbefalet den[4] og Profeten selv har praktiseret den!
Baggrunden for denne tolkning må være nøgleordet ”pligt”, som går igen under de religiøse pligter ibadat. I Gads Leksikon om Islam er meningen med jihad heller ikke at tage fejl af: ”Jihad i form af offensiv krigsførelse var en kollektiv pligt (fard kifayat), da en tilstrækkeligt stor hær var mønstret til at foretage en given ekspedition, var den religiøse pligt dermed opfyldt for hele samfundet. Hvis man derimod kom under angreb, blev Jihad en individuel pligt (fard ayn) for alle frie mænd – i hvert fald i det område, der blev angrebet!”[5]
Transaktionerne (muamalat) er samlebetegnelse for alt det, en muslim skal vide og gøre i sit økonomiske, sociale og politiske gøremål. Disse transaktioner er nemlig atter bestemt gennem Koranen og traditionerne, som tilsammen vejleder menigheden (umma) i, hvilke fremgangsmåder og beslutninger der er i overensstemmelse med Allahs og Profetens vilje!? Islam vil nemlig være et fuldstændigt livsmønster, som er åbenbaret og vejleder i alle situationer, lige fra de mest hverdagslige til det mest specielle.