I perioden 1500-1800 blev mellem 1 og 1,5 millioner hvide kristne europæere taget og solgt som slaver af muslimer fra den arabiske verden. Men det er et emne, der ikke har fået nær samme opmærksomhed som slavehandelen udført af kristne europæere og amerikanere i Vestafrika, som solgte slaver til deres oversøiske kolonier i Amerika og Caribien. Slaverne kom fra alle samfundslag i hele Europa, fra Italien i syd til Island i nord og blev hovedsageligt taget fra havnebyer, hvor muslimske pirater, kaldet korsarer, lagde til og plyndrede og hærgede. Muslimske pirater nåede helt til Island, hvis hovedstad Reykjavik blev overfaldet i 1627. 400 mænd, kvinder og børn blev slæbt bort til slavemarkedet i den marokkanske by Salé. Andre blev taget som slaver af korsarer, der kaprede deres skibe på havet og tog hele besætninger til fange.
I nogle perioder var der så mange slaver i muslimske lande i Nordafrika, at en talemåde fra Algier hævdede, at det var muligt at "bytte en kristen for et løg". Grunden til at antallet af slaver til tider nåede så svimlende højder, var, at pirateriet var statsautoriseret af de nordafrikanske stater, Marokko, Algier, Tunis og Tripolis. Alle fire stater betragtede pirateriet som hellig krig, jihad, mod de kristne vantro. En slave havde samme juridiske status som kvæg; ingen rettigheder og fuldstændig i sin herres vold. Flere steder i Koranen er der referencer til slaveriet, som viser, at det var en helt normal og hævdvunden praksis.[1]
En tidligere variant af slaveriet var tvangsafleveringer af kristne drengebørn fra Balkan til de osmanniske herskere i Tyrkiet – det såkaldte devshirme-system, der blev indført af sultan Orkhan (1326-59), og som ramte de kristne dhimmibefolkninger i det tyrkisk-besatte Europa. Med mellemrum måtte de kristne familier udlevere en femtedel af deres drengebørn i alderen mellem 14 og 20, som blev tvangskonverteret til islam og indrulleret i sultanens militære elitekorps, janitsharerne, der næsten udelukkende bestod af islamiserede kristne. Ottomanerne tog således i det 14.-18. århundrede mellem ½ og 1 mio. unge kristne mænd til slaver. For børn mellem seks og ti fandtes et andet tvangsrekrutteringssystem kaldet ichoghlani, der skulle skaffe mandskab til den osmanniske sultans administration.
Vasiliki Papoulia har berettet om de kristne befolkningers desperate kamp mod det barbariske devshirme-system. Fædre, som modsatte sig at udlevere deres sønner, blev hængt på stedet. Bevæbnede oprør fandt sted flere steder, men blev brutalt slået ned, ind imellem af jannissarer - de selvsamme sønner, der år tidligere var blevet ført bort fra disse områder som soldaterslaver.[2]
Selv i vor tid har muslimer brugt meget unge kristne mænd til krigstjeneste. Man ser det blandt andet ske med sudanesiske børn, noget bl.a. Gaspar Biro, særlig udsending fra FN, nævner i en rapport fra 1994 - og det nævnes ligeledes i en artikel i Times London 25. aug. 1995 "Sudanese Christians 'sold as slaves.'" I Sudan og Mauritanien praktiseres slaveri stadig mere eller mindre åbenlyst, fordi koranen tillader det. Saudi Arabien forbød det i 1962, Yemen og Oman i 1970 og Niger i 2004, men der menes stadig at være mange slaver der.[3]
Abu Ishaq al-Huwaini er en populær egyptisk prædikant, der taler varmt for jihad som en måde at ernære sig på. Han mener det er fuldt tilladeligt at tage kvinder og børn som slaver og sælge dem. Han hævdede for ikke længe siden, at alle muslimernes økonomiske bekymringer kunne være ovre, hvis man bare kunne vende tilbage til islams "gode gamle dage", hvor man kunne bortføre og sælge vantro - eller få penge for deres frigivelse.[4]
[1] sura 33:50 og sura 23:1-6 [2] Vasiliki Papoulia (2005), Legacy of Jihad; The Impact of Devshirme on Greek Society, Prometheus Books, p. 555-570 [3] http://www.dhimmi.org/LectureE1.html [4] Raymond Ibrahim, FrontPageMagazine.com, May 31, 2011 - http://www.raymondibrahim.com/9685/raped-and-ransacked-in-the-muslim-world