Sura 105 Elefanten



Hvordan skal man forstå Koranen? Enhver, der har prøvet at læse i den, ved, at den flere steder er nærmest sort snak. Koranen er som en låst dør, og man skal bruge en nøgle for at lukke den op. Men hvilken nøgle? Imamerne bruger en række skrifter, som for det meste stammer fra en helt anden tid end Koranen selv. Det er de skrifter, ”Sira”, som forbinder Koranen med Muhammed og hans livshistorie. Læser man Koranen uden den nøgle, som imamerne bruger, fortæller Koranen så godt som intet om Muhammed. Moderne islamforskere forsøger at bruge en anden nøgle. De prøver at finde tekster fra Koranens egen tid, som måske bedre kan forklare de sværeste steder.


Her kommer et eksempel fra sura 105, kaldet ”Elefanten”, en af de sidste og korteste suraer i Koranen. Den lyder således i Ellen Wulffs danske oversættelse:


Sura 105:1-5 ”I den nådige og barmhjertige Guds navn. 1) Har du ikke set, hvorledes din Herre handlede med elefantens folk? 2) Lod Han ikke deres list fare vild? 3)Han sendte sværme af fugle imod dem, 4) som kastede teglsten over dem, 5) og gjorde dem til en afgræsset stubmark”.

Ingen aner i dag, hvad disse vers handler om. Det er sort snak. Hvis man bruger de skrifter, som imamerne bruger, altså de muslimske skrifter fra 800-900-tallet – så får man følgende udlægning:


Imamernes udlægning

Den klassiske muslimske forklaring på sura 105 lyder sådan: Disse vers sendte Allah til Muhammed dels for at han skulle advare den hedenske Kuraish-klan i Mekka, og dels for at understrege Mu­hammeds status som profet og Ka’abaens status som Islams helligsted nr. 1. Lad os se lidt på detaljerne i forklaringen:


Hvem er ”elefantens folk”? Jo, det skulle dreje sig om en hær anført af en vis kristen-abessinsk (ethiopisk) hærfører, Abraha al-Ashram, som herskede i Jemen under abessinsk overherredømme. Abraha havde en krigselefant ved navn Mahmud. Abraha ville ødelægge Ka’abaen i elefantens år, år 570 (i øvrigt året, hvor Muhammed fødtes). Han var vred over en fornærmelse, som var overgået ham. I Sana havde han bygget en flot katedral, og det var hans plan, at alle pilgrimme skulle valfarte til den i stedet for til Ka’abaen. Det var araberne meget imod, og en af dem rejste til Sana, hvor han forurenede helligdommen ved at simpelthen at skide på gulvet. For at hævne denne handling gik Abraha til angreb på Mekka. Byens borgere afstod fra at forsvare byen, da Abrahas hær var langt overtallig. Det kom til fredsforhandlinger, hvor mekkanernes leder, Abdul Muttalib stod frem og krævede, at Abraha sendte 200 kameler retur, som han havde taget. Det blev Abraha oprørt over og sagde: Her kommer jeg for at ødelægge jeres religion, og I snakker om 200 kameler. Hvortil Muttalib svarede: ”Jeg ejer kamelerne, og templet (Ka’abaen) har en ejer som vil forsvare det”. Abraha returnerede kamelerne, men da han ville angribe Ka’abaen, forsvarede Allah selv sin helligdom ved at sende fugle over Abrahas hær. I deres næb og klør havde de teglsten, som var bagt i helvedes flammer. Fuglene lod teglstenene regne ned over hæren, så den blev som ”blade af hvede, spist og kastet op igen af dyr”, eller som en anden udlægning lyder: ”Som græs, afgræsset af dyr og skidt ud til det tørrede og blev spredt”.


Det hænger ikke sammen!

Denne klassiske muslimske forklaring er fuld af problemer. Lad os se på dem! Først er der Mekka. Ingen samtidige kilder kender til en by ved det navn og på det sted. Der var intet Mekka på Den Arabiske Halvø i 500-tallet. Mekka nævnes første gang 300 år senere på en mønt fra år 822. Lidt mere hjælp er der at hente, når det gælder kong Abraha. Historikeren Procopius, som levede i det 6. århundrede, fortæller, at der rigtigt nok var en kong Abramus i Jemen. Men han levede et halvt århundrede tidligere. Abramus lovede i 510 - altså 60 år før – kejseren i Konstantinopel, Justinian (483-565), at han ville angribe – ikke Mekka, men perserne i Iran. Han drog også af sted, men vendte om igen uden at have været i kamp. Virkelighedens Abramus kom aldrig i nærheden af Mekka – for hvad skulle han i den øde ørken?


Så er der det med elefanten. Dels fortæller Procopius intet om, at Abraha skulle have elefanter med. Dels er der mange vanskeligheder forbundet med at rejse med elefant gennem den arabiske ørken. Man har beregnet, at rejsen i det vanskelige, golde og knastørre terræn ville tage mindst en måned. En voksen hanelefant drikker mellem 114 og 150 liter vand om dagen, og indtager ca. 150 kg føde. Den berømte general Hannibal kunne lede sine elefanter over Alperne, fordi der er masser af vand og græs der. Men i den arabiske stenørken er der ingen floder, ingen kilder og intet græs, og hæren måtte altså selv transportere alt vand og foder (mindst 3420 liter vand og 4,5 tons foder) alene for at kunne holde elefanten gående hele vejen fra Saana.


Dertil kommer, at en italiensk ekspert i Ethiopiens historie har fastslået, at abessinerne (ethioperne) ikke benyttede elefanter. Han gætter på, at de muslimske fortolkere misforstod navnet på den abessinske konge, som hed Alfilas. De forvekslede denne konges navn med det arabiske ”al-fil”, som betyder elefant.


Så kommer vi til ”elefantens folks” list og fuglene. Her er man på bar bund. Ordet, som oversæt­tes med fugl, anvendes i flertal kun her i Koranen. Endelig er der Ka’abaen, som jo slet ikke nævnes i sura 105. De muslimske kilder digter vildt. Men dertil er deres forklaring underlig:


Hvorfor i alverden skulle Allah i grunden forsvare Ka’abaen, når mange muslimske kilder fortæller, at der fandtes så mange ka’abaer i nabobyerne?

De muslimske kilder fortæller desuden selv, at da Muhammed erobrede Mekka i 630, var den omgivet af 360 afgudebilleder.


Hvorfor straffede Allah ikke mekkanerne for deres afguderi?
Hvorfor angreb han en kristen konge, der ville ødelægge Kaabaen, der altså var fuld af afgudsbilleder?

Det giver ingen mening...


I en anden sammenhæng og langt senere fortæller de muslimske kilder, hvordan Mekka blev erobret i 930. De refererer nøje, hvordan Ka’abaen blev skændet og Zamzam-brønden fyldt med lig.


Hvorfor skulle Allah forsvare Ka’abaen, da den var hedensk, men ikke, da den var muslimsk?

En helt anden fortolkning

Lad os nu se, om der kan findes en bedre nøgle til sura 105. Én, der ikke bygger på de senere muslimske kilder, men på samtidige kilder. Det kan lade sig gøre. De ting, som Sura 105 omtaler, har sandsynligvis sin forklaring – ikke på Den Arabiske Halvø, men i Iran.


Mohammad Lamsiah, professor ved universitetet i Helsinki har forsket i gamle armenske kilder[1]. Den armenske biskop Sebeos levede i 600-tallet og skrev bl.a. den byzantinske kejser Heraklios’ historie. Sebeos fortæller her noget, der måske har dannet baggrund for sura 105:


Biskop Sebeos’ fortælling

Omkring år 588 er Det Sassanitiske Rige i Persien i krise. Kazarer, tyrkere og arabere gør hele tiden indfald i riget. Den persiske konge Hormizd IV udnævner da en vis Bahram Chopin til hærfører.


Bahram er dygtig. Han besejrer tyrkerne. Han erobrer deres rige, dræber kongen og får fingrene i en mægtig stor skat. Da kong Hormizd hjemme i Persien gerne vil have sin del af byttet, sender Bahram ham kun en meget lille del.


Hormizd bliver vred og sender en delegation af højtstående officerer ud til hæren med et brev fra kongen. Bahram er ligeglad. Han slår officererne ihjel og vender sig nu mod hjemlandet for simpelthen at tage tronen fra Hormizd.


Men mens Bahram er på vej med sin hær, sker der et kup. Hormizd bliver myrdet og hans unge søn Khosroes II bliver ny konge. Khosroes II flygter over på den anden side af Tigris, og Bahram erobrer hovedstaden.


I sin nød sender Khosroes II bud til Konstantinopel og beder kejser Maurikios (582-602) om hjælp - mod at han får nogle omstridte territorier og at Khosroes II sværger ham troskab.


Kejseren vil gerne hjælpe, og han sender en hær afsted i ilmarch. En stor del af hæren består af armenere, ledet af en hærfører ved navn Musheg. Han møder Bahram, og de to hære slår lejr ikke langt fra hinanden ved et sted, der hedder Ganzak. Det sker i år 591.


Nu sender Bahram hemmeligt et brev til Musheg med opfordring til at gå over til ham. Han minder armeneren om det gamle styres og byzantinernes forbrydelser og lover guld og grønne skove, hvis Musheg vil forråde sin kejser og sine allierede.


Da Musheg ikke svarer på dette brev, sender Bahram et nyt brev, hvori han lover at vise ham væbnede elefanter og med dem en hær af væbnede krigere, som vil lade det regne med jernpile over armenerne.


Det brev svarer Musheg på. Han lover Bahram, at hans tapre soldater næste dag ”vil komme over dig og alle dine elefanter som den mest voldelige sky fra himlen. Fra det høje vil der komme frygtelig bulder og lyn. Krigere vil angribe dig på hvide heste, med tunge lanser og vil gennembore dig som tordenkiler af lynild, som vil falde ned over dig fra himlen til jorden og brænde markernes og skovenes kvas, både grønt og tørt. For, om Gud vil, vil en stærk storm blæse din magt væk som støv”. Næste dag holder Musheg ord. Slaget varer hele dagen, indtil Bahram til sidst flygter.


Denne beretning fra biskop Sebeos passer på mange måder bedre til sura 105. I slaget ved Ganzak blev der benyttet elefanter. Talen i Sura 105, 2: ”Lod han ikke deres list fare vild”? henviser så til hærføreren Bahrams første listige forslag til Musheg om at forråde sin kejser.


Fuglene, som angriber fra himlen svarer til de næsten dramatiske beskrivelser af krigerne i Mushegs brev. Det er ikke teglsten bagt i helvedes ild, men soldaternes lanser, der vil være som ”tordenkiler af lynild”. Resultatet får vi i 105,5: Der blev virkelig kun støv tilbage af Bahrams hær.


Konklusion

Professor Lamsiah konkluderer, at hvis man ser helt bort fra de senere muslimske kilder, lader sura 105 sig udmærket forklare ud fra samtidige kilder: Koranen fortæller så i virkeligheden om et slag, som foregår i Persien – ikke på Den Arabiske Halvø.


Dermed bekræfter sura 105, at Koranen, læst ud fra kilder fra dens egen tid, fortæller noget helt andet, end det, imamerne lærer. Imamerne benytter en forkert nøgle, fordi den stammer fra en helt anden tid.

Historierne om Muhammed er skrevet omkring år 800-1000 og det er alene dem, der placerer begivenhederne på Den Arabiske Halvø. Det siger Koranen ikke selv noget om. Hvis man derimod benytter den nøgle, som historikerne bruger, fortæller Koranen noget helt andet. Som vi har set med sura 105, er der meget, der peger på, at Koranen slet ikke er opstået på Den Arabiske Halvø, men snarere i det nordøstlige Syrien, Irak og Persien.


[1] INARAH 8 s. 817-849

12 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle